Kunsten I Danmark Under Frederik V Og Christian VII
Bygnings- Billedhugger- Og Malerkunstens Frigørelse

I I en ganske særlig Grad gælder det Havepavillonen. Den blev bygget for Grev Moltke og kaldtes af Samtiden »le salon et la voliere«. En rund, tempellignende Bygning udgør Kernen; Forsiden dannes af en Række Søjler, Bagsiden af Murværk med Glasdøre, der dels føre ind til de bagved liggende Rum og dels til de to Fløje, som skyde sig frem paa Siderne. Planen er overmaade simpel, og den givne Plads i et Hjørne af Palæets Have er snildt benyttet. Men det, der gør det hele til et lille arkitektonisk Mesterværk, er dog den Finhed og Kraft, som præger Bygningens forskellige Dele. Søjlerne ere smukke; deres ind- byrdes Afstande, deres Diametre og Bøjningen i deres Konturer ere vel afvejede. Om Arkitravens, Frisens, Gesimsens og Attikaens Forhold gælder det samme; og den lave Kuppel danner en rolig og passelig lidt fremtrædende Afslutning. I det Indre ere Søjlerne erstattede af Pilastre. De mange Inddelinger, som resulterer af disse i Forbindelse med Dørene og de ovale Vinduer, ere konsekvent gennemførte; alt forbinder sig med logisk Nødvendighed til et roligt og elegant Hele, medens den Storhed, som præger Forholdene og Detaillerne, ikke mindst i det fladt hvæl- vede Loft, føjer en monumental Soliditet til de andre gode Egenskaber. Ogsaa de to Sidefløje ere mærkelig godt afpassede; de gøre sig hverken for lidt eller meget gældende. Bygningen er opført af et fortrinligt Ma- teriale, en rød bornholmsk Sandsten, som trods nedsættende Udtalel- ser af Datidens Sagkyndige, har vist sig at være holdbar. Det svageste Parti er Attikaen og de paa den anbragte Vaser; begge Dele virke tungt og ere i og for sig ligesom de ret paaklistrede Guirlander over Sideindgangene overflødige. De bekræfter, at Jardin saaledes som an- tydet ved Omtalen af Marmorkirken, ikke var kommen helt klar af Rokokoen. Mod det lave Fundament kunde der maaske ogsaa rettes Indvendinger; i al Almindelighed bør en saadan Bygning hvile paa et Par kraftige Trin, men ses den i Forhold til sine smaa Omgivelser, kan der ikke være Tvivl om, at Arkitekten har handlet efter modent Over- læg; ved at hæves i Vejret vilde den være bleven for dominerende. Bedømmes dette Arbejde efter dets Plads i Udviklingen, maa det ubetinget beundres. Betragtes det som en Genfødelse af Antiken, kan det ikke nægtes, at Følelsen for de forskellige arkitektoniske Leds Betydning her langt fra er saa fuldkommen, som den senere blev eller havde været. Gennem Detaillerne viser det sig, at Jardin ret nøje har fulgt Vignolas Regler. Søjleskafternes Højde er i Overensstemmelse hermed, lö1/« Gang saa stor som deres største Radius, og ved Konstruk- tionen af Arkitrav og Gesims har Søjlernes Modulus utvivlsomt været i