Kunsten I Danmark Under Frederik V Og Christian VII
Bygnings- Billedhugger- Og Malerkunstens Frigørelse

lenet dem med saa megen Anstand, at de nogenlunde kunne gøre sig gældende overfor den yngre Generations langt større Pragt. Harsdorff opnaaede desværre ikke selv at udføre Bygningens indre Udsmykning. Da det udvendige var førdigt i 1779, var den bevilligede Byggesum betydelig overskreden. Finansforholdene krævede Sparsom- melighed, Arbejdet stilledes i Bero. Først i Aarene 1821—25 blev det fuldført efter Harsdorffs Tegninger under Ledelse af Slotsbygmesteren C.F.Hansen. I Udformningen af de forskellige Led er Harsdorff i alt væ- sentligt bleven fulgt, men ved Valget af Materialerne er der blevet fore- taget store Afvigelser. Harsdorff havde saaledes kun tænkt sig Lofterne og Hvælvingerne udførte i hvid Stuk; Væggene, Pilastrene og Søjlerne skulde have været af Marmor. Hansen har overalt benyttet det først- nævnte Materiale. Skønt der sikkert vilde have været opnaaet en rigere Virkning om den oprindelige Plan var bleven fulgt, saa er det dog en stor kunstnerisk Glæde, man føler ved at træde ind i dette Bum; dets har- moniske Inddeling, den smukke Maade, hvorpaa Kuplen bæres af de fire store Buer, den Klarhed og Elegance, som præger Profilerne i Gesim- serne og de øvrige Detailler, og den Ro og Højhed, som er over Helheds- virkningen, tager Beskueren fangen. Ogsaa i det Ydre har dette Arbejde betydelige Fortrin. Den Maade, hvorpaa Taget med sin Kuppel former sig over det Indre, er ikke alene ejendommelig og rationel; sammen med Facadernes mægtige Murflader giver den Bygningen det strenge individuelle Præg, som kan savnes i Barokkens og Rokokoens Arkitektur. Er Virkningen end noget tør, er til Gengæld Bygningens Bestemmelse til Gravkapel velgørende klart accentueret. Ved Facaderne til Frederik den femtes Kapel markeres Skellet mel- lem Harsdorffs og Jardins Kunst. Konsekvensen er bleven mere ubøje- lig; Arbejdets arkitektoniske Holdning fastere og de antikke Motiver mere dominerende. løvrigt mærkes endnu Begynderens stærke hængen fast ved sine Teorier. Der var i Harsdorffs Natur et udpræget radikalt Element, som ikke havde gæret af. Han reagerede voldsomt mod den tidligere Tids arkitektoniske Ekstravagancer. Det var aabenbart hans store Drøm at vise, hvorledes der kunde opnaas en fuldkommen skøn og monumental Virkning alene gennem rene Murflader og storslaaede Forhold; en Drøm, som maa siges at have forledet ham baade her og andet Steds til nogen Overdrivelse. Flere af hans tidligere Arbejder illustrerer dette tydeligt. Den i 1768 opførte Petersenske Jomfrustiftelse paa Amagertorv afgiver et træffende