Kunsten I Danmark Under Frederik V Og Christian VII
Bygnings- Billedhugger- Og Malerkunstens Frigørelse

— 84 — føres lignende Indvendinger; en Undtagelse synes de pompøse Posta- menter til Danmark- og Norge-Statuerne i Fredensborg Slotshave at danne; der er her en Sammenhæng i Opbygningen samt en Bredde og en Kraft i Udformningen, som ellers ikke findes i hans Kunst; men det ligger nær at formode, at disse Fortrin væsentligst skyldes Jardin. I dennes Haveanlæg spille de en saa fremtrædende Rolle, at han neppe her har tilladt Wiedewelt at handle paa egen Haand. Under sit Samvær i Rom med Winckelmann var Wiedewelt, som alt antydet, bleven en ivrig Teoretiker. Resultaterne af sine Spekulatio- ner har han nedlagt i en lille Afhandling: »Tanker om Smagen udi Konsterne i Almindelighed«. Skønt den vel er en af de naiveste Bøger, som er skreven om Kunst, giver den gode Vink til Forstaaelsen af For- fatteren og hans Tid. Den »vatikanske Apollon« er Skønhedsidealet, der prises i høje Toner: »Alt hvad Natur, Gejst og Konst formaar at frembringe, ligger der for Øjne ... Hans Ansigt viiser den største Alvorlighed uden Hevn, et Legeme, som synes at leve af Gudernes Føde; alt er i Bevægelse og dog gelassen, han er gaaendes, men synes at svæve. Den liineste Punct mellem Fyr og Stillhed regierer udi alle Deele; kort sagt, en Kierne af idealsk Skiønhed.« — Han søger derefter at paavise, at Na- turens største Fuldkommenhed hurtigere kan læres af den antikke Kunst end af Naturen selv; den udøvende Kunstner bør derfor bygge paa Studiet af de gamle Mesterværker; naar han først i dem har faaet en Vejleder, kan han senere forske Naturen, hvad der .vel at mærke ikke maa glemmes: »Thi den, som bestandigen træder ud i en andens Fodspoer, kommer aldrig foran«. Næst efter Antikken priser han Na- turen; men der er Tilfælde, hvor man ikke kan følge den, navnlig gæl- der det Fremstillingen af Kvindeskikkelser: »thi for det smukke Kiøns Skabning ere de klemmende Klæde-Dragter Lænker, som forknytte Na- turens frie Vækst«. Idealet er her »Den mediciske Venus udi Florens«; i den linder han: »Et Legeme, som Naturen har dannet uden Tvang, Kiønnet udi den blomstrende Alder, Lethed og Slankhed udi alle Lem- mer, den kiærligste Caractere, de kielneste Bevægelser og det smukke Kiøns behageligste og ædleste Geberder fremskinne her i en gelassen Anstændighed, yndigt og u-tvungen Væsen.« Symboler og Allegorier ere selvfølgelig uundværlige i det Kunstens Sprog, han ønsker talt, og den græske Mytologi er lige saa selvfølgelig den vigtigste Kilde; dog tiltaler Tanken om at søge Sindbilleder i den