Indbydelsesskrift til Kjøbenhavns Universitets Aarsfest til Erindring om Kirkens Reformation
Nogle Bemærkninger om Naturvidenskabernes Betydning for vor Tid

41 der egentlig ikke er mere at spørge om, at man endelig er naaet til en Afslutning. Eksempler paa, at de store Opdagelser ofte fremtræde som et Brud med Fortiden, er det let at finde. I „Meta- physische Anfangsgrunde des Naturwissenschaft“ forklarer Kant, hvad han forstaar ved Tiltrækningskraft og Frastød- ningskraft, og føjer saa til: „Man kan kun tænke sig disse to bevægende Kræfter hos Materien“, hvilket han saa for- klarer nærmere. Dette var vel bekendt for H. C. Ørsted, der havde beskæftiget sig indgaaende med det nævnte Værk. Da hans Betragtninger om Naturkræfternes indbyrdes For- hold havde bragt ham paa den Tanke, at der maatte findes en Vekselvirkning mellem en elektrisk Strøm og en Magnet, stod Kants Metafysik i Vejen for ham. Den eneste Mulighed for en Vekselvirkning mellem de to Naturkræfter var netop, at Bevægelsen maatte gaa paa tvers af Forbindelseslinien, og det var jo bevist at være en Umulighed; og det var kim en pludselig, ubetvingelig Indskydelse, der bragte ham til at vove Forsøget, som da ogsaa lykkedes paa Trods af Kants og man kan gerne sige af Newtons Autoritet. Et andet Eksempel herpaa have vi i Newtons Forhold til Descartes. Ingen har som Descaries hævdet Tankens Ret; han har i Naturlæren konsekvent forkastet alt, hvad han fandt utænkeligt. Der var for ham ikke andre klare Tanker an- gaaende Legemverdenen end Rum og Bevægelse; derfor var Legemet identisk med det Rum, det opfyldte, og derfor kunde der ikke være Tale om et tomt Rum. Hvor kon- sekvent han gennemførte dette, ses af et Brev, han skrev til Mersenne den 8. Oktober 1638. Han bryder her fuldstændig Staven over alle Galileis Opdagelser angaaende Faldbevæ- gelsen, eftersom disse ikke kunde bringes i Samklang med hans egne Anskuelser. Disse sidste trængte igennem i en Grad, som man vanskelig kan gøre sig en Forestilling om, og have i mange Maader paavirket Videnskabens følgende Udvikling. I en Tid, der ganske stod under Indflydelse af Descartes Tankegang, fremsatte Newton sin Lære om Le- gemernes og da særlig om Himellegemernes Bevægelse, der 6