103
Fig. 167. Flaske med sang de
boenf-Glasur (Lang ijao). K'ang
Hsi’s Tid (1662-1723). British
Museum.
6. UNDER KEJSER K’ANG HSI
Ligesom i sin Tid Yiian-Dynastiets Mongoler, skønt Barbarer, smi-
digt bøjede sig ind under kinesiske Fordringer og Former og lod alle
Videnskaber og Kunster fra Sung-Tiden fort-
sætte deres Udvikling efter de nedarvede na-
tionale Linjer, saaledes var ogsaa de nord-
ligere Barbarer, Mandshu’erne, der benyttede
en Hungerrevolte til at bemægtige sig Riget
og Tronen, kloge nok til efter endt Kamp at
bevare og befordre den gamle kinesiske Kul-
tur. Kampen varede ganske vist mange Aar
efter at den sidste Ming-Kejser var død for
egen Haand, og forinden den blev endt af
den anden Kejser af Ch’ing-Dynastiet*),
K’ang Hsi, var Landet paa mange Maader
lagt øde. Men i sin lange Regeringstid (1662
—1723) forstod den sidstnævnte store Regent,
en af Verdens største
i den nyere Tid, at
rejse alt af Ruiner-
ne, i første Række de
skønne Kunster, for
hvilke han, der var ligesaameget af en Æsthe-
tiker og en Lærd som af en Barbar og Kriger,
nærede en dyb og oprigtig Interesse. Rigtigt
er det blevet sagt, at hans Tidsalder i mange
Henseender minder om hans store Samtidige i
Frankrig, Ludvig XIV’s. Ligesom le roi soleil
forstod lian Betydningen af at lade sin Sol
skinne over de skønne Kunster, idet han søgte,
at samle dem om sin Trone. For alle de
Kunster, i hvilke Kina hidtil havde udmærket
sig, oprettede lian Værksteder i sit Palads i
Peking. Porcellænsfabrikationen lykkedes det
ham ganske vist ikke at omplante til Resi-
*) Ch’ing-Dynastiets Kejsere er følgende (Tallene i Parentheserne angiver Aarene
for deres Regeringstiltrædelse):
Shun Chih (1644)
K’ang Hsi (1662)
Yung Chêng (1723)
Ch’ien Lung (1736)
Chia Ch’ing (1796)
Tao Kuang (1821)
Hsien Fêng (1851)
T’ung Chih (1862)
Kuang Hsü (1875)