126
hvorvidt Forfalskningerne af den her berørte Art er flunkende nye
eller udførte paa Grundlag af gammelt Porcellæn, har kun Kuriositet-
ens Interesse. Lige værdiløse er selvfølgelig begge Slags.
Fig. 214. Vase med femfarvet Maleri
paa lys grøn Grund. K’ang Hsi’s Tid.
South Kensington-Museet.
Vi er omsider naaede til den Grup-
pe, der i den almindelige Bevidsthed
betegner Kulminationen af K’ang Hsi-
Tidens Keramik, den mægtige Gruppe,
som Franskmændene (oprindelig A.
Jacquemart) har døbt famille verle.
Eftersom de gamle kinesiske Kilder
taler om et særligt Wan Li-wu is’ai, er
det, som allerede sagt (p. 79—80), sand-
synligt, at Femfarvemaleriet, der i sin
endelige og fabriksmæssige Form maa
siges at være et Produkt af K’ang Hsi-
Tiden, allerede i den sidste Periode af
Ming-Tiden var i Færd med at antage
sin senere typiske Skikkelse, — ja, der
kendes endog fra Wan Li-Tiden fem-
farvede Stykker, hvori den grønne
Farve er saa fremtrædende, at de paa-
gældende Stykker tør kaldes Forløbere
for den »grønne Familje« fra K’ang
Hsi-Tiden. Hvad denne forandrede ved
det saaledes nedarvede Femfarvemale-
ris Palet, var i første Række den blaa.
Thi medens denne Farve i femfarvet
Porcellæn fra Ming-Tiden saa at sige
altid er en kobaltblaa under Glasur,
î’at som Regel erstattet med en violet-
tonet blaa over Glasur. Som vi har set (sml. p. 80), var heller ikke den
sidstnævnte Farve en Opfindelse af K’ang Hsi-Tiden. Spor af den finder
man i enkelte authentiske Stykker fra Ming-Tiden, og det er for saa
vidt fejlagtigt, at Père d’Entrecolles i et af sine Breve har dateret den
fra ca. 1700. Men næppe før den Tid fandt den en jævnbyrdig Anvend-
else med de andre Emaljefarver: den grønne, der optræder i en mørk-
ere bladgrøn og en lysere æblegrøn Tone, Aubergine’n, der rækker fra
purpur til brunt, den gule, som ofte er smudsig graa eller brunlig og
endelig den koralrøde (jærnrøde), der i Modsætning til de øvrige Farver
ikke er emaljeagtig tyk og glansfuld, men tværtimod tynd, tør og ofte
er den i K’ang Hsi-Tidens um