ForsideBøgerKeramisk Haandbog : Ande…vdel: Europæisk Porcelæn

Keramisk Haandbog
Andet Bind 1ste Halvdel: Kina, Korea, Japan. Andet Binds 2den Halvdel: Europæisk Porcelæn

Forfatter: Emil Hannover

År: 1923

Forlag: Henrik Koppels Forlag

Sted: København

Sider: 586

UDK: 738 Han

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 908 Forrige Næste
126 hvorvidt Forfalskningerne af den her berørte Art er flunkende nye eller udførte paa Grundlag af gammelt Porcellæn, har kun Kuriositet- ens Interesse. Lige værdiløse er selvfølgelig begge Slags. Fig. 214. Vase med femfarvet Maleri paa lys grøn Grund. K’ang Hsi’s Tid. South Kensington-Museet. Vi er omsider naaede til den Grup- pe, der i den almindelige Bevidsthed betegner Kulminationen af K’ang Hsi- Tidens Keramik, den mægtige Gruppe, som Franskmændene (oprindelig A. Jacquemart) har døbt famille verle. Eftersom de gamle kinesiske Kilder taler om et særligt Wan Li-wu is’ai, er det, som allerede sagt (p. 79—80), sand- synligt, at Femfarvemaleriet, der i sin endelige og fabriksmæssige Form maa siges at være et Produkt af K’ang Hsi- Tiden, allerede i den sidste Periode af Ming-Tiden var i Færd med at antage sin senere typiske Skikkelse, — ja, der kendes endog fra Wan Li-Tiden fem- farvede Stykker, hvori den grønne Farve er saa fremtrædende, at de paa- gældende Stykker tør kaldes Forløbere for den »grønne Familje« fra K’ang Hsi-Tiden. Hvad denne forandrede ved det saaledes nedarvede Femfarvemale- ris Palet, var i første Række den blaa. Thi medens denne Farve i femfarvet Porcellæn fra Ming-Tiden saa at sige altid er en kobaltblaa under Glasur, î’at som Regel erstattet med en violet- tonet blaa over Glasur. Som vi har set (sml. p. 80), var heller ikke den sidstnævnte Farve en Opfindelse af K’ang Hsi-Tiden. Spor af den finder man i enkelte authentiske Stykker fra Ming-Tiden, og det er for saa vidt fejlagtigt, at Père d’Entrecolles i et af sine Breve har dateret den fra ca. 1700. Men næppe før den Tid fandt den en jævnbyrdig Anvend- else med de andre Emaljefarver: den grønne, der optræder i en mørk- ere bladgrøn og en lysere æblegrøn Tone, Aubergine’n, der rækker fra purpur til brunt, den gule, som ofte er smudsig graa eller brunlig og endelig den koralrøde (jærnrøde), der i Modsætning til de øvrige Farver ikke er emaljeagtig tyk og glansfuld, men tværtimod tynd, tør og ofte er den i K’ang Hsi-Tidens um