Fig. 262. Vase af saakaldet »Mandarin-Porcellæn«
med Maleri i famille rose-Farver. Ch’ien Lung's Tid.
Museum für Kunst und Gewerbe, Hamborg.
Porcellæn i egentligste For-
stand og det, der fortrinsvis
var bestemt til at tækkes den
uciviliserede europæiske Smag.
Sit Navn har Mandarin-Por-
cellænet faaet deraf, at det
sædvanligvis i rosa og jærn-
rødt og andre Farver er deko-
reret med større eller mindre,
flere eller færre Billeder med
Figurer i fornemme Dragter.
Men Rammerne om disse Bil-
leder og Grundene mellem dem
spiller jævnlig en nok saa stor
Rolle, som Billederne selv.
Rammerne er ofte i lavt og
hyppig forgyldt Relief; Grund-
ene er i Farver eller Guld tæt
fyldte snart med Swastika,
snart med Rankeværk, snart
med det saakaldte »Y-Mønst-
er«, snart med smaabitte runde
Pletter i Relief, Kinesernes
»Hønsehud«, snart med en Slags
Narv, for hvilken den kines-
iske Benævnelse er chii p’i wén,
d-v. s. »Orangeskal«. Gruppen
bestaar mest af store Vaser,
Kamin-Garniturer af Bægre
°g Krukker med Løver paa
Laagene samt svære Puncheboller, paa hvilke de kinesiske Figuier
undertiden er erstattede med europæiske. I Modsætning til dette ud-
prægede Export-Porcellæn synes de i Europa meget mindre udbredte Pe-
king-Medaljon-Skaale (i Slotsmuseet i Berlin 4 Stykker) oprindelig
at have været overvejende bestemte for kejserligt Brug. Deres Navn,
som ogsaa er Graviata efter de gærne graverede Snørkler i de farvede
Grunde, der omgiver Medaljonerne, maa ikke förstaas, som om de blev
149
Fordringer. Det galdt saaledes det saakaldte Mandarin-Porcellæn
(Fig. 262—265), der igennem hele det 19de Aarhundred var en i Europa
skattet Genre, men hvis Kredit med Rette er sunken, efter at man i vor
Verdensdel har lært at skælne nogenlunde sikkert mellem det kinesiske