hans Søn, den svage Chia Ch’ing (1796—1821), oprandt en Ulykkestid
for Landet med Opstande, Misvæxt, Hungersnød, Oversvømmelser, og
skønt besjælede af de bedste Hensigter formaaede hverken hans Efter-
følger, Tao Kuang (1821—1851),
eller dennes Efterfølger, Hsien
Féng (1851—1862), at genrejse
Landet. Under den sidstnævnte
udbrød T’ai-p’ing-Revolutionen,
som lagde store Dele af det
sydlige Kina øde. I 1855 blev
Ching-tê chên erobret, den kej-
serlige Fabrik afbrændt, dens Ar-
bejdere dræbte eller fordrevne.
Det siger omtrentlig sig selv, at
Porcellænsfabrikationen under
disse Forhold var gaaet mægtigt
tilbage, før den som Følge af
Fabrikens Brand gik ligefrem
Fig. 277. Tallerken med europæisk Vaaben og
rig Kant-Dekoration. Ch’ien Lung’s Tid.
British Museum.
istaa for en Tid. Det siger ogsaa
omtrentlig sig selv, at de For-
søg maatte strande, der under
de følgende Kejsere af Ch’ing-Dynastiet blev gjorte for at genoplive
den gamle Industri. Thi naturligvis var saavel de tekniske som kunst-
neriske Traditioner for en stor
Del tabte i Mellemtiden. Endnu
under Chia Ch’ing var der dog saa
meget i Live af dem, at Porcel-
lænet fra dennes Regeringstid
vanskelig eller umulig kan skæl-
nes fra Produkterne fra de forud-
gaaende Tiaar. Endnu udførtes
der udadlelige, om end altid lidt
tynde, ubetydelige og slikkede
»Monokromer«, sirlige »Medalj on-
Skaale« og andre Risskaale, bl. a.
med let henkastede udsparede
I7ig. 278. Fad med engelsk Vaaben og med
Kant i rødt og Guld. 18de Aarhundred.
Engelsk Privateje.
Bambusgrene paa jærnrød Grund
(Fig. 282), og virtuost udskaarne
°g malede Snusflasker. Ogsaa under Tao Kuang
Traditioner endnu saa rørige, at
var Rester af de store
end ikke kræsne Samlere som Regel