Keramisk Haandbog
Andet Bind 1ste Halvdel: Kina, Korea, Japan. Andet Binds 2den Halvdel: Europæisk Porcelæn

166 Porcellæn og ikke mindst Fig. 290. Falsk Kande med bleu soufflé-Glasur. Udført af Samson, Paris, 1920. lurer. Forskellene er heri noget outrerede. Men af Afbildningerne vil de dog fremgaa langt tydeligere end af nok saa mange Ord*). Flinkere end de flinkeste Europæere til at efterligne gammelt kinesisk »Monokromerne« er Japanerne, hvis seneste keramiske Bestræbelser for en stor Del har samlet sig just om denne. Opgave. Som ofte antydet kan man spore saadanne Bestræbel- ser langt tilbage i Tiden. Men Nutidens For- hold har befordret dem. For det første, siger Brinkley, havde, den japanske Potte- mager tidligere kun et begrænset Kendskab til Kinas Keramik; for det andet har de japanske Kendere aldrig tilskrevet deres Landsmænds Imitationer af kinesisk Por- cellæn noget Værd, saalænge Forbillederne endnu kunde faas; for det tredie maatte Kinas Keramik geraade i sit nuværende Forfald, før Tanken om at konkurrere med den kunde opstaa hos Japanerne, og endelig var hverken i Europa eller Amerika det kinesiske Porcellæn tidligere saa højt vurderet som nu. Vi har i nogle Tilfælde kunnet paapege tilstedeværende Forskelle mellem kinesiske Originaler og japanske Kopier. Ogsaa saadanne Forskelle lader sig dog kun undtagelsesvis beskrive med Ord. De er mangen Gang saa fine, at de kun kan føles eller fornemmes gennem en Samvirken af alle Sanser. Vanskeligst stillet er man overfor »Monokromer« som Makuzu’s sang de boeuf og »peach bioom« eller Seifu’s blanc de Chine og Celadon’er; ogsaa om Sanda’s foran nævnte Celadon’er maa vi her paa Ny erindre; hel- digere stillet er man overfor Stykker med fremtrædende kunstnerisk Dekoration. Baade til Menneskelivet og til Naturen, navnlig til Blomst- erne, staar Japaneren i et mere levende og umiddelbart Forhold end Kineseren. Japanerens Haand er desuden lettere end Kineserens, næsten koketterende med sin medfødte Ynde og Elegance. Selv naar han paa *) I La maison d’un arliste fortæller Edmond de Goncourt, at du Sartel yderligere har givet ham et »moyen mécanique« i Hænde til at skælne ny Craquelurer fra gamle: »La craquelure dans les flambés modernes est à fleur de couverte, il a le fendillement vitreux, l’étoilement d’un carreau fraîchement cassé tandis que, dans les flambés anciens, la craquelure est profonde et noirâtre«. Det stemmer, tilføjer han, paa nogle Undtagelser nær. »Car il y a en ces choses toujours des exceptions«. Det er disse Undtagelser, der gor det vanskeligt al opstille Regler.