227
kun let gennemsigtigt glaserede; fra dem skal ikke destomindre de
tynde og transparente lysegule Glasurer nedstamme, der senere blev
berømte som ki-Seto (»gult Seto«; Fig. 351), medens löshirö III skal
have opfundet en gylden Glasur (kin-kwa-zan). Af Originalarbejder af
Fig. 348. Sted-Betegnelser paa japansk Stentøj m. m.
disse tidlige Mestre, som ikke signerede, forekommer næppe noget i
Europa; men yngre Seto-Pottemagere arbejdede i det 16de og 17de
Aarhundred i deres Stil, og Stykker i denne Stil eller lignende (Fig.
352) er derfor ikke ualmindelige paa det japanske Marked i vor X er.
densdel.
Mange Steder i Japan var det mindre Pottemagerne selv, som skabte
deres Stil, end en eller anden stedlig Chajin (egentlig »The-Menneske«,
en Mester i The-Ceremonierne og en Kender af de dertil hørende Kar).
Saaledes ogsaa i Seto. I Slutningen af det 15de Aarhundred lod her en
vis Shino Sôshin det saakaldte Shino-yaki (Fig. 353—355) lave, d. v. s.
eri haardtbrændt, grov, tykvægget Vare af uregelmæssig haandgjort
Form med tyk, boblet, stort-krakeleret, halvflydende Glasur og ufor-
staaelige Antydninger af Maleri i blaat, brunt eller Jærnoxyd, — en
Stil, der langt ind i det 19de Aarhundred holdt sig i Owari’s Værksteder.
endnu større Betydning for disse blev en anden Chajin ved Navn