EN TILFØJELSE OG EN BERIGTIGELSE
Et keramisk kinesisk Storværk, som ikke burde have været uomtalt i dette
Bind, men som Forfatteren desværre først lærte at kende under et Ophold i Lon-
don i Sommeren 1922, da det paagældende Afsnit af hans Bog var færdigtrykt,
er den mere end legemsstore Statue af en siddende Lohan, som British Museum
har erhvervet. Hvilken Tid den end tilhørte, vilde denne Figur i Kraft alene af
sin Størrelse og sine smukke, plettet-grønne og gulbrune Glasurer have Krav paa
at betegnes som et Bravurstykke. Men tager man i Betragtning, at den baade
efter Glasurerne og Stilen at domme sandsynligvis skyldes T’ang-Tiden, maa man
yderligere hylde den som et Underværk af højtudviklet Teknik. Hertil kommer,
at den med sin fortrinlige Modellering og strænge monumentale Holdning kunst-
nerisk set er et Mesterværk. Enestaaende er den iøvrig ikke, idet den bragtes i
Handelen i Selskab med flere Sødskende. En af disse er 1 Museet i Philadelphia,
en anden befandt sig endnu i Sommeren 1922 i Kunsthandelen. Uden Sammen-
ligning synes dog Exemplaret i British Museum at være langt det skonneste af
de hidtil sete. Det er udmærket afbildet og videnskabelig behandlet af 7i. L. Hob-
son i The Burlington Magazine; XXV, Number CXXXIV (May, 1914), p. 69—70.
Til denne Tilføjelse bør føjes den Berigtigelse, at Sung-Tidens Ting yao (se p.
52 ff.) ikke længere kan anses som det ældste kinesiske Porcellæn, der er bevaret
til vore Dage. Af Skaale o. 1., der maa antages indførte fra Kina, har Fr. Sarre’s
og E. Herzfeld’s Udgravninger i Samarra bragt Skærver for Dagen, der endog i
nok saa høj Grad som Sung-Tidens Ting yao har Krav paa at kaldes Porcellæn,
skønt de vides at være flere Aarhundreder ældre, nemlig fra det 9de Aarh. Et
fuldtfærdigt Porcellæn i Ordets senere Forstand frembyder dog heller ikke disse
Skærver. Tin skønt de er hvide, transparente og modstandsdygtige overfor Rids-
ning med et Staal, og skønt de ifolge kemiske Analyser virkelig indeholder det
ægte, haarde Porcellæns Ingredienser, viser de paa Brudfladerne en sprødere, en
mere porøs Struktur, end dette.
Den større Mængde af Samarra-Fundene tilhører Kaiser Friedrich-Museet i Ber-
lin; en mindre Del er havnet i British Museum; nogle Prøver paa de vigtige Por-
cellæns-Skærver af den her omtalte Art er fornylig erhvervede af Kunstindustri-
museet i København.