for alle og vendt Samlernes Opmærksomhed fra selv-dens bedre Frem-
stillinger. Til nogen Undskyldning for ham kan tjene, at allerede før
lians Tid havde man i Fabriken tabt Traditionerne for den rette fyl-
dige Bemaling af Porcellænet, og at dette i og for sig med sin blaakolde
Fig. 246. Joh. Georg Müller: »Haabet« — »Troen« — »Lykken«. Polykrome Statuetter.
Berlin, ca. 1785. Samlingerne v. Dallwitz og K. Lüders, Grunewald.
Tone var blottet for Charme, gjorde naturligvis heller ikke hans Figurer
og Grupper med deres lyse, flove og ofte lidt lumre Farver mere til-
trækkende. I denne Sammenhæng kan det nævnes, at de Dyr, navnlig
Fugle, som Fabriken udførte efter Modeller af Pedrozzi, men iøvrig
ganske i Meissens Manér, hører til den taaleligste Del af dens Plastik,
fordi de gærne er kraftigere bemalede end Menneskeskikkelserne. Det
var dog først, da Biskuiten i Følge med Klassicismen holdt sit Indtog
i Berlin, som andre Steder, at det viste sig, at der endnu var dygtige
Billedhuggere i den preussiske Hovedstad. Som Modelmester ved Fa-
briken havde paa hint Tidspunkt Johann Carl Friedrich Riese (1789—
1834) afløst Müller. Ham skyldes en Række naturlige og elskværdig6
Arbejder som en Biskuit-Medaljon fra 1791 med Grieninger’s Portræt
og den nydelige Gruppe — ligeledes i Biskuit — af Frederik den Store
under Fjerboldspil med sin Nevø (»Du bist ein braver Junge, — Dir
werden sie Schlesien nicht wieder nehmen«). Nogen stor Modellør var
han vel ikke, men han forstod at arbejde sammen med Arkitekte11
Genelli, der i nogle Aar var knyttet til Fabriken, og han forstod ogsaa