204
Naar Konrad Link for Monumentalitetens Skyld sætter saa stort et
Apparat i Bevægelse, som i disse Grupper, fremkalder han Fordringer
til Komposition, for hvilke han kun halvvejs kan gøre Fyldest. Hans
Styrke ligger først og fremmest i den temperamentsfulde Rhytmik,
der, som i Muserne eller Maaned-
erne, gennemrisler hans Enkelt-
skikkelser, men som delvis svigter
ham, naar han forfølger andre
Formaal. Ypperlig forstaar han
ikke blot at opretholde, men at
fordoble eller mangedoble Indtryk-
ket af dennes Linjernes Velklang,
naar han sammenkomponerer to
eller tre Figurer i tæt og intim
Forening. Han ved det selv og
vælger derfor med Forkærlighed
at fremstille mythologiske Kærlig-
hedspar som de førnævnte. Men
ogsaa af anden Grund vælger han
at fremstille to, der, som Meleager
og Atalante, ser hinanden dybt i
Øjnene eller andre Skikkelser, hvis
Sjæleliv røber sig i Blikket. Han
har nemlig, i Modsætning til de
fleste af Tidens Porcellænsplastik-
ere, der var saa nøjsomme med
Hensyn til de Dukkehoveder, de
paasatte deres Figurer, den Ambi-
tion at udtrykke noget med sine
Figurers Ansigter, særlig med deres
Øjne, og opnaar undertiden i lille
Format, f. Ex. i den hig. Borro-.
Mg. 329. Konr. Link: St. Borromæus. Broget-
malet Statuette. Frankenthal, ca. 1765. Bay-
erisches Nationalmuseum, München.
mæus (Fig. 329), mere, end mange
Billedhuggere i stort. Og alligevel stræber han ikke udover de rette
Grænser for P.orcellænsplastiken. Dybt fortrolig med dens Teknik ud-
nytter han denne med den fineste Takt. Schnorr v. Carolsfeld, der i
det hele har karakteriseret hans Kunst med Held, har rigtig gjort
opmærksom paa den Behændighed, hvormed han med sine Drappe-
rier bringer Balance i sine Figurer, og hvorledes han samtidig forstaar
at bruge Drapperierne som teknisk Støtte for Figurerne. Han er i det