Keramisk Haandbog
Andet Bind 1ste Halvdel: Kina, Korea, Japan. Andet Binds 2den Halvdel: Europæisk Porcelæn

 322 er »Sèvres«, som Porcellænet er ægte, medens Dekorationen i 1 idens Løb er tilføjet alle andre Steder end netop i den berømte franske Fabrik. For Fabriken efter 1800 blev det af afgørende — og skæbnesvanger — Betydning, at den i alle Henseender, administrativt, teknisk og kunst- nerisk, blev stillet under en eneste Fig. 506. La Roche: Et Par Kopper af pâte dure med revolutionære Symboler i Ud- sparinger paa turkisfarvet Fond. Sèvres, 1792. Museet i Sèvres. Leder, og at denne, Brongniart, var en Videnskabsmand og ikke det mindste af en Kunstner. Hans Be- stræbelser gik dels ud paa at sikre Fabrikens Teknik ved at under- bygge den videnskabeligt, dels paa at sikre Foretagendet finansielt ved alle fornuftmæssige Midler. Et af hans første Skridt var derfor (1804) at standse den kostbare Fremstilling af det skønne, men upraktiske bløde Porcellæn for med saa megen mere Energi at søge at gøre det haarde til et teknisk set lige saa fuldkomment Produkt, som selve Kinas. Til hvilken Grad han gav sit uselviske Liv til videnskabelige og praktiske Studier over Keramikens Kemi, viser hans højtberømte Bog, »Traité des Arts Céramiques« (1844), der i en Menneskealder eller mere skulde blive alle Pottemageres Bibel. Efter at Fabriken fra 1804 paa Ny var bleven »domaine de la couronne« og fra Napoleon’s Side Genstand for en lignende Interesse, som de franske Konger havde næret for den, kunde den atter tillade sig den Luxus at tilstræbe det overordentlige. Men i Brongniart’s Øjne bestod det over- ordentlige ikke i den kunstneriske Smag, men i det tekniske Snille, og alt imedens han sørgede for at skaffe dette sidste de bedst mulige Kaar i Fabriken, gik Smagen indenfor denne med rivende Hast til Grunde. Naturligvis hang dette sammen med, at det 19de Aarhundreds 1ste Halvdel overhovedet var de dekorative Kunster ugunstig. Men det kunst- neriske Forfald indenfor Sèvres vilde i Betragtning af Fabrikens Tradi- tioner dog næppe have fuldbyrdet sig saa hurtigt, hvis Brongniart havde forstaaet sig paa Kunst i samme Grad, som paa Kemi. Nu fulgte han det af Sorgenthal i Wien givne ulykkelige Exempel at slippe en Stab af dygtige, men for dekorative Begreber ganske blottede Historiemalere og andre almindelige Kunstmalere løs paa Porcellænet, hvis stive Empireformers glatte Flader de overmalede dels med antike Ornamen- ter i tørre, triste Farver eller i altfor skinnende blankt Guld, dels mec naturalistiske Billeder med en Mangfoldighed af Figurer og en Mang- foldighed af tilfældig sammenstillede Farver. De fik nok at gøre, disse