391
destomiiidre nyder et umaade-
ligt Ry og betales med dertil
svarende svære Priser, finder
dette Forhold sin Forklaring
dels i dets Sjældenhed, dels i
Bevidstheden om, at det, lige-
som Sévres-Porcellænet, ikke
oprindelig var en Handelsvare,
men (indtil Karl Ill’s Død,
1788) en Luxusvare, som kun
var bestemt for det spanske
Fig. 603. Et Par Kopper med Mumegrene i Relief.
Buen Retiro, ca. 1760. British Museum.
Hof eller til at overrækkes som Gaver fra dette. Helt op til vore Dage
har vel ogsaa den Hemlighedsfuldhed virket, hvormed den spanske
Fabrik omgav sig, idet Adgang til den paa det strengeste var enhver
forbudt. Og endelig kom det vel ogsaa Buen Retiros Porcellæn til
Gode, at det var nærmeste Slægt af Capo di Montes, der altid er
blevet betragtet som noget særlig fint og fornemt. Saa stort er Slægt-
skabet mellem de to Fabrikers
Varer, at det i mange Tilfælde
er umuligt at skælne disse fra
hinanden. Meget usikker er
navnlig Bestemmelsen af det
ældste Buen Retiro-Porcellæn,
idet det har Liljemærket fælles
ined Capo di Montes. For-
modentlig for at forebygge
deraf følgende Forvexlinger
begyndte Buen Retiro hen mod
Slutningen af Karl Ill’s Re-
gering at mærke sine Varer
med to mod hinanden vendte
og hinanden krydsende C’er,
til hvilke der under Karl IV
føjedes et lille °, d. v. s. Car-
los Cuarto. Men ofte mærkede
Fabriken aldeles ikke sine
Varer, og da det samme var
Tilfældet med Capo di Monte,
er det heller ikke for det senere
Porcellæns Vedkommende altid
Fig. 604. Vievandskar med malet Gengivelse af
Carracci’s »Noli me tangere«. Buen Retiro, ca.1765.
Samlingen F. de Laiglesia, Madrid.