466
Fig. 723. »Nordmandsdalsfigur«,
Bondekone fra Størdals Præste-
gæld i Trondhjems Stift. Den kgl.
Porcellænsfabrik, Kbh., ca. 1780—
82. Kunstindustrimuseet, Bergen.
sig i brændt Ler, og som er signeret med hans fulde Navn og dateret
(1797, Fig. 725), kan med Sikkerhed betragtes som hans personlige Ar-
bejde i egentligste Forstand. Men af denne Gruppe fristes man til at
slutte, at nogle andre Grupper, der ovenfor er nævnte, ogsaa skyldes
ham. Der sigtes her til den siddende Herre,
der griber en Dames Haand, de to galante
Par, der er lagte i Blomsterlænker og led-
sagede af Amoriner, det unge Par, som
staar Haand i Haand under et Træ, hvor-
fra en Amorin afskyder en Pil, samt det
Par, der træder en Dans. Den lidt stive,
men ogsaa stilfulde plastiske Formel, disse
Grupper har fælles med Terraco tta-Grup-
pen, og tillige den Omstændighed, at de
ligesom denne er paa rund og riflet Sokkel
og ikke paa »Græssokkel«, som de fleste
andre af Fabrikens Grupper, gør det sand-
synligt, at de skyldes Hald. Maaske er da
ogsaa Den fløjtespillende Kavalér og Da-
men med Hunden af ham, idet de lige-
ledes er paa runde og ornamenterede Sok-
ler og trods deres rigere Linjespil er holdte
indenfor en streng plastisk Formel — i
Modsætning til f. Ex. Bødker- eller Smedde-
gruppen. Af Luplau er de i hvert Fald
næppe, saaledes som af Karl Madsen an-
taget. Efter Scherer’s Bog om Fürsten-
berg kender vi hans Stil, og siden Madsen
skrev om Porcellænsfabriken, har desuden Nyrop fremdraget en »Ver-
zeichniss der Gruppen, Figuren, Busten, Vasen p. p., die der Modell-
meister Luplau selbst gemacht hab«, i hvilken de Grupper ikke findes
anførte, der her er nævnte som muligvis udførte af Hald. Samme
Fortegnelse, der kun optegner 39 Arbejder, deraf 21 af de gennem-
gaaende tarvelige »norske Bønder«, som det magre Resultat af de
mange Aar, Luplau tjente Fabriken, forklarer i nogen Grad Müller’s
Utilfredshed med denne Medarbejder, der som dygtig Arkanist og som
hans Medbejler til Æren af at have skabt-det danske Porcellæn vakte
hans (Müller’s) Skinsyge, medens han med Aarene blev tiltagende
ærgerrig uden at gøre sig tilsvarende nyttig. Som foran omtalt stræbte
han at skabe sig en Stilling sideordnet med Müller’s for saaledes at sikre
sig Successionen efter denne. Ved Skæbnens Ironi overlevede Müller