Fig. 120. Kumme med kobberrødt Underglasur-
maleri paa svagt Relief. Chia Ching*s Mærke og
Tid. Slotsmuseet, Berlin.
Fig. 121. Skaal med lysende blaat Underglasur-
maleri. Lung Ch'ing’s Mærke og Tid (1567-73).
Porcellænssamlingen i Dresden.
end i Hsüan Tê’s Porcellæn.«
At denne Opfattelse af Chia
Ching-Porcellænet som en for-
holdsvis ringere Vare har
holdt sig i Kina lige indtil
vore Dage, fremgaar bedst
deraf, at medens f. Ex. Hsüan
Tê’s Mærke,somallerede oven-
for bemærket, forekommer
paa alle Slags Efterligninger
og Forfalskninger, er Chia
Ching’s Mærke, der ikke galdt
for nogen Anbefaling, vistnok
forholdsvis sjældent blevet
benyttet til ligefremme For-
søg paa Bedrag i selve Kina, hvorimod Japanerne ikke har nægtet
sig at bruge ogsaa det.
Til de sex Aar, i hvilke den følgende Kejser, Lung Ch’ing regerede
(1567—73), knytter der sig ikke nogen Begivenhed af Betydning for
det kinesiske Porcellæns Historie. Stykker med denne Kejsers Mærke
(Fig. 121) er yderst sjældne, og ubetegnede Stykker fra hans Tid vil
næppe nogensinde kunne skælnes fra lignende Stykker fra hans Efter-
følgers Tid, Wan Li’s (1573—1619). Med sidstnævnte Kejser nærmer
vi os Ming-Tidens Slutning. Det er gærne ham, der tænkes paa, naar
der i Forbindelse med Porcellæn er Tale om den sene Ming-Tid (»sen
Ming«). Thi endnu mindre end hans Forgænger betegner nogen af
___________________________________ hans Efterfølgere nogen sær-
lig Epoke i det kinesiske Por-
cellæns Historie. Der er fra
vort Synspunkt ikke stort
andet at sige om dem alle
tre*) end, at under dem tabtes
Riget til Mandshu-Dynastiet
Ch’ing, uden at derfor Por-
cellænets Traditioner gik
tabte. Men sagt dermed er
da ogsaa, at disse Traditioner
var levende lige til de sidste af det døende Dynastis Dage, skønt For-
holdene skulde synes egnede til at sætte dem over Styr. Vi sigter
dermed ikke alene til de urolige Forhold i Landet, men ogsaa — og
*) nemlig T’ai Ch’ang (1619-21), Tien Ch’i (1621-28) og Ch’ung Chéng (1628-44).