Grundtræk af Planteanatomien
Som Grundlag for den tekniske Mikroskopi
Forfatter: L. Kolderup Rosenvinge
År: 1915
Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag
Sted: Kjøbenhavn og Kristiania
Udgave: 2. udg.
Sider: 47
UDK: 58 Ros gl.
Med 23 Figurer.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
20
Cellevæv
Korkkambium. Der fremkommer da Aarringe derved, at de sidst
i et Aar dannede Korkceller er lavere og mere tykvæggede end
de Celler, der er dannede i Begyndelsen af det følgende; saaledes
hos Korkegen. Hos andre Træer indstiller Korkkambiet sin Virk-
somhed efter nogle Aars Forløb, og der dannes da et nyt læn-
gere inde, hvorved nye Cellevæv afgrænses og døer; idet dette
gentages og Barken samtidig revner uregelmæssig paa langs, op-
staar den saakaldte Skorpebark hos Eg, Poppel o. a. Træer. Hos
Fyr og Gran o. a. løsnes efterhaanden de paa den Maade afgræn-
sede og døde Barkdele.
Kork dannes ikke alene i de træagtige Planters Grene men
ogsaa paa Rødder og Knolde (Kartofler, Rødbeder), og paa Saar-
flader (f. Ex. Træernes Bladar).
Naar en Stængel paa alle Sider er bleven udstyret med et
Korklag, vedligeholdes dog Forbindelsen med den omgivende Luft
gennem de saakaldte Korkporer (Lenticeller). De opstaar,
allerede inden Korkdannelsen forøvrigt er begyndt, især under
Spalteaabningerne, og bestaar af forkorkede Celler med luftførende
Mellemgange. De har et eget Væxtlag, der slutter sig til Korkens,
og de strækker sig derfor gennem hele Korklaget. I Flaskekorken
ses de som brune radiale Striber, der gaar vinkelret paa Aar-
ringene. De er her ledsagede af Grupper af Stenceller.
2. Strængvæv, Karstrænge. De Strænge, som gennemløber
de højere Planters Legemer, er i Almindelighed sammensatte af
meget forskelligartede Elementer, dels mekanisk virkende (Styrke-
væv), dels Ledningsvæv; saadanne sammensatte Strænge kaldes Kar-
strænge. Der kan i dem skelnes mellem en Sidel eller Bastdel og
en Veddel, der har en bestemt Beliggenhed i Forhold til hinanden.
a. Sidelen bestaar (i Stængler og Blade) i Regelen af to Slags
Væv, nemlig Bast eller Sejbast og Sivæv (Blødbast).
Basten bestaar af lange, tykvæggede Prosenkymceller med
tilspidsede Ender, hvormed de er kilede ind mellem hverandre i
Bastbundtet. Væggen har gerne faa smalle, sædv. skraatstillede
Porer, er ofte lagdelt og stribet og bestaar ofte af Cellulose, men
kan ogsaa være forveddet. Cellerummet er ofte meget lille og
fyldt med Luft. Bastbundterne er sædvanlig nøje knyttede til
Sivævet; dog findes ogsaa isolerede Bastbundter i Grundvævet,
særlig hos Enkimbladede, og Basten kan helt mangle.
Si vævet bestaar af levende, tyndvæggede Elementer, hvoraf
de mest karakteristiske er Sirørene eller Sikarrene, saaledes