Om Kolonihaver og deres Betydning for Samfundet

— 100 — Ganske vist kan det ikke andet end berede uskrømtet Glæde at se den store Udbredelse, den liar faaet i den sidste halve Snes Aar; men paa den anden Side afdæmpes denne Glæde betydeligt, naar der ses hen til, at det i mange An- læg er de bedre stillede Arbejdere, Haandværksmestre og Bestillingsmænd, som er talrigst repræsenterede blandt Lej erne. Da Kolonihaverne, som tidligere paapeget, kun skulde være et „Surrogat“ (som Erstatning) for et Sommerophold paa Landet, burde Sagen bringes ind i et saadant Spor, at de med Rette kan kaldes et saadant; cl et vil sige, at Betingelserne bliver saa gunstige, at endog særlig de mindst bemidlede ikke bliver afskaarne fra at nyde godt deraf. Dette vil kunne muliggøres derved, at Betalingsvilkaarene holdes strengt indenfor Vedkommendes pekuniære Evnes Grænse, saavelsom ved Imødekommenhed paa forskellig Vis, t. Eks., at den til Kolonihaver overladte Jord er af en saa- dan Planbeskaffenhed, at den straks kan tages i Brug, samt en fleraarig Udlejning og lignende. I den Retning forekommer det mig, at der er et rigt Felt for Imødekommenhed og Støtte, saavel privat som offentlig. — Da Sagen, som tidligere nævnt, i sig selv indeholder en tredobbelt Betydning, hvad der er noksom bekræftet af rette Vedkommende, nemlig af Lejerne selv, maatte dette alene være en tilstrækkelig Grund til, at den bliver almindelig og fremmet af yderste Evne; men der er endnu en ikke mindre vigtig Grund, som senere skal om- tales, idet den endog gør det til en Samfundspligt. At Hygiejne eller Sundhedspleje skal tjene som Mod- vægt mod Sygdom i Almindelighed, er en Kendsgærning, som altfor ofte lades upaaagtet. — Til at opnaa Sundhedens Velvære gives der et forebyggende og et ophjælpende Mid- del, af hvilke det første er langt at foretrække. Dette Spørgsmaal har de forskellige Læger og Patologer beskæf- tiget sig indgaaende med, og som den første og vigtigste