Om Materialprøvningens Udvikling i Norden
Og om Statsprøveanstaltens Virksomhed

’' m. i ww- æ- 57 Derefter foretoges almindelig Frostprøve med de 6 hid- til ubeskadigede Sten, nemlig samtlige Sten fra den særlige Frostprøve med Indspænding i Bøjle, samt de 2 af Stenene fra den almindelige Frostprøve. De 4 første Sten betegnedes A, B, C og D, de 2 sidste E og F. A, B og C viste sig meget stærkt angrebne, hvorimod D, E og F øjensynlig vare ganske ubeskadigede. III. Diskussion af Forsøgsresultaterne. Da der i Følge ovenstaaende var i hvert Fald en meget stor Sandsynlighed for, at brændte Sten kunde klare Bøjleprøven uden i Virkeligheden at være frostbeständige, blev Anstalten saaledes stillet over for en ny Vanskelighed. Hidtil havde man dog kun tænkt sig den Mulighed at indføre en ny, noget mildere Frost- prøve, nemlig Bøjleprøven, og overlade det til Rekvirenterne selv at afgøre, hvor vidt de vilde vælge den strengere eller mildere Prøve. Nu maatte Anstalten jo nærmest stille sig paa det Stand- punkt at holde paa, at brændte Sten skulde underkastes den hidtidige Frostprøve, da Bøjleprøven jo ikke lod til at’afgive no- gen Garanti for Materialets Frostbestandighed. Paa den anden Side kunde man jo ogsaa udtyde Resultatet af de sidst foretagne Forsøg saaledes, at denne Bøjleprøve maaske overhovedet ikke gav nogen Garanti for noget Materiales Frostbestandighed, saa- ledes at det maaske i det lange Løb vilde vise sig, at Materialer, der i Henhold til denne Prøve vare anerkendte for frostbeständige, alligevel frøs itu i Praksis. Man stødte saaledes igen paa det Spørgsmaal, der under de foregaaende Førsøg atter og atter havde rejst sig, nemlig, hvori bestaar den store Forskel mellem Kalksandsten og Mursten, der bevirker, at man som Regel kan tage en ganske tarvelig Mursten og lægge den direkte ned paa Iskassens Bund, uden at den tager nogen Skade, medens derimod som Regel de bedste Kalksandsten lide ikke saa lidt derved? Ganske vist havde man været klar over, at der i de to Mate- rialers indre Bygning var nogen Forskel, idet Kalksandsten væ- sentlig bestod af Sandkorn sammenkittede med Kalkhy dr o silikat eller lignende, saaledes, at de ret store Hulrum mellem Kornene have forholdsvis snevre Udgange til hinanden, de brændte Sten derimod af et enten helt porøst Stof, hvorved vi her forstaar et