Om Materialprøvningens Udvikling i Norden
Og om Statsprøveanstaltens Virksomhed

65 anbragte paa Lister. Mellemrummene mellem de enkelte Sten vare overalt de samme. For at gøre Forholdene saa vidt muligt ens for alle Stenene, anbragtes der for Enderne af hver Række en vandmættet Sten af samme Sort som dem, Undersøgelsen omfattede, men som naturligvis ikke medtoges i Vejningerne. Stenene vejedes med passende Tidsmellemrum. Efter at Stenene vare lufttørrede til konstant Vægt, tørredes de til Slut ved en Temperatur af ca. 100° til konstant Vægt. Tabel VI. Middeltallene af samtlige 10 Forsøgsstens Vægt i g. Tørret ved ca. 100° før Vandmæt- ning I vandmættet Tilstand Efter Ud- tørring i 26 Døgn Tørret ved ca. 100° efter Vandmæt- ning og Ud- tørring Kalksandsten 2562 2896 2669 2574 Brændte Sten 2263 2602 2264 2261 Som det ses af Tabel VI, sker der for Kalksandstenenes Ved- kommende under Vandmætningen og Udtørringen en Vægtforøgelse (gennemsnitlig 0,5 %), for Murstenenes Vedkommende en Vægt- formindskelse (gennemsnitlig 0,1 %). Der er dog ikke taget noget Hensyn dertil ved den nedenstaaende, grafiske Fremstilling af Udtørringen, se Fig. 23. Med Hensyn til Fordampningen fra den vandmæt- tede eller dog stærkt vaade Stens Overflade synes der saaledes ikke at være nogen videre Forskel paa de brændte Sten og Kalksandsten, og det er jo dette Forhold, der har Be- tydning for det foreliggende Spørgsmaal. Ved de i Berlinerprøveanstalten foretagne Forsøg af lignende Art er man kommen til det samme Resultat, — sml. Burcharlz: Die Prüfung und die Eigenschaften der Kalksandsteine, Berlin 1908, S. 89. Derimod er Anstalten ikke enig med Hr. B. i, at det for en væsentlig Del beror paa en kemisk Omsætning, Kalkhydratets Omdannelse til kulsur Kalk, naar Kalksandstenene ikke efter Udtørringen gaa tilbage til deres oprindelige Vægt. I saa Fald vilde nemlig Størsteparten af denne Vægtforøgelse ikke forsvinde, ved at Stenene opvarmedes til 100° (sml. Tab. VI). Tværtimod 5