Forslag Til Oprettelse Af En Opera Og Symfoni Institution I København

A. OPERAEN I. BYGNINGSPROJEKTER . tt i ,1 Fællesdrift paa Den dramatiske Musiks Virkekaar nu er i Hovedsagen de samme een Scene. som i 1874, da det nuværende kgl. Teater blev taget i Brug. Indenfor dets Mure arbejdes der med tre Kunstarter, der for Skuespillets og Ope- raens Vedkommende er fuldt selvstændige. Ifølge Regulativet skal Tea- trets 7 ugentlige Spilleaftener fordeles saaledes: Skuespil 4, Opera 2 og Ballet 1. Dette er midlertid — til Fordel for den dramatiske Musik — ikke blevet »trængt overholdt; 3 ä 4 Gange Opera ugentligt er efterhaan- den ingen Sjældenhed, hvad der naturnødvendigt har haft Forsømmelse af Skuespillet til Følge. Da Balletten jo medvirker i de fleste Operaer, er det forøgede Antal Operaforestillinger ogsaa kommet den tilgode, men det siger sig selv, at naar de tre Kunstarter hver for sig søger at hævde deres Særinteresser, er Følgen den, at Forholdene paa Teatret efterhaan- den er blevet ganske haabløse. Fællesdriften paa den samme Scene be- tyder saaledes et enormt Kraftspild, saavel kunstnerisk som økonomisk. Man har længe haft Blikket aabent for Utilstrækkeligheden ved Bestræbelser denne Ordning, og mange har de Forslag været, som har taget Sigte Frigørelse, paa at sætte en ny og bedre i Stedet. Disse har alle det tilfælles, at de tre Kunstarters Samliv paa een Scene ikke lader sig forene hverken med kunstnerisk eller økonomisk Drift. En Begrundelse heraf er ofte givet fra sagkyndig Side, bl. a. i Indledningen til det Weis-Mantzius’ske For- slag til Omordning af Det kgl. Teaters Forhold (Lovforslag 46, Blad 85, s/2 1911, S. 2og3), hvoraf følgende skal citeres: »Skal Det kgl. Teaters mangesidede Opgave kunne løses,, er det nødvendigt at holde fuldt Personale ikke blot til alle Repertoirets tre Kunstretninger, men indenfor Skuespil og Opera endog til forskellige Arter — det alvorlige, klassiske Drama, Lystspillet, den Wagnerske Opera, den lettere Opera o. s. v. Det förstaas da let, at Teatrets kunstneriske Per- sonale er og maa være ganske urimelig stort i Forhold til det samlede Antal Forestillinger, der i Sæsonens Løb kan gives paa Teatrets eneste Scene. Virkningen heraf er, at den enkelte Kunstner langtfra kan be-