Forslag Til Oprettelse Af En Opera Og Symfoni Institution I København
År: 1919
Forlag: V. PIOS BOGHANDEL • POVL BRANNER
Sted: KØBENHAVN
Sider: 158
UDK: 725 821
udarbejdet af
FILHARMONIENS PROJEKTERINGSKONTOR
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
43
Disse Spørgsmaal maa naturligvis besvares baade under Hensyn til at EælIeSdnft
’ . . , paa en Dobbelt-
det kunstneriske og til det økonomiske . scene.
Det maa da i første Linie undersøges, om Fællesdriften al Kunst-
arterne er praktisk og tidssvarende naturligvis kun under borudsætning
af, at Det kgl. Teater udvides til at omfatte to Scener, da Fællesdriften
paa een Scene fra alle Sider anses for forældet. Meningerne om Fælles-
driften er delte; at dens Bevarelse rummer visse Fordele af baade kunst-
nerisk og økonomisk Natur tør ikke bestrides. Pra svundne Tider har
som bekendt Det kgl. Teater været Hjem for de tre Kunstarter, Skuespil-
let, Operaen og Balletten.
Dette Samliv under fælles Tag har, som naturligt er, skabt en Tra- Traditionen,
dition, der har fundet sit Udtryk i en særlig nationalfarvet Forbindelse
mellem Kunstarterne, navnlig mellem Musik og Skuespil, en Porening
af »Ord og Tone«, der har skabt en særlig Stil, hvis Repertoire omfatter
en Del blandede Synge- og Talestykker, Vaudevillerne, »Elverhøj«, »Der
var engang« o. fl.
At dette Repertoire har mere Værdi for de ældre end for de yngre »ord^ogTone«
Slægtled kan imidlertid slaas fast, og det vilde være at ofre det væsent-
lige for det uvæsentlige at søge Kunstarternes Fællesskab bevaiet ude-
lukkende af Hensyn til denne Stilart, der bedre passer til det forrige
Aarhundredes København med dets mere smaastadsagtige, idylliske Pøle-
maade. De to Kunstarter, Skuespil og Opera, er væsensforskellige og kan
i dybere Forstand aldrig danne nogen Helhed: man vil da maaske hævde,
at mange af vore største Kunstnere, Schramm, Phister o. fl. har været
Mestre i denne Stil, men dette beviser intet andet end, at Det kgl. 1 eatei
i det forrige Aarhundrede raadede over et saa begrænset Personale, at
man af Skuespillerne maatte fordre Medvirkning som Sangere, og af
Sangerne Medvirkning som Skuespillere i det løbende Repertoire.
At denne blandede Stil høster Fordel af Kunstarternes fortsatte Sam-
liv er utvivlsomt: et intimere Samarbejde mellem Operaens, Kapellets,
Skuespillets og Ballettens Personaler muliggøres selvfølgelig herigennem
lettere, end hvis Skuespilhus og Opera laa paa forskellige Steder i Byen.
Økonomisk har Fællesdriften ligeledes sine Fordele: den fælles Admini-
stration og et vist driftsmæssigt, sceneteknisk Samarbejde vil i nogen
Grad have Besparelser til Følge. Men man maa ikke overse, at denne
tvungne Hensyntagen i allerhøjeste Grad virker hæminendte p<ia hver
enkelt Kunstarts frie Udfoldelse; den kunstneriske Skade, Fællesdriften
saaledes forvolder, opvejes ikke tilnærmelsesvis af den Gavn, den gør
paa et begrænset Omraiade. Autoriteter som den tidligere Dilektør for
Det kgl. Teater, Professor Einar Christiansen, og Teatrets tidligere Scene-
instruktør, Professor William Bloch, hævder saaledes, at Fællesdriften er
forældet, og at Adskillelsen af Kunstarterne bør være fuldstændig, h\ad d<i
jo ogsaa er Forudsætningen for Ministeriets Casinoplan.
Der skal her bringes følgende Uddrag af Professor Christiansens
Skrivelse til Kultusministeren om Det kg]. Teaters Fremtid (Juli 1907).