Forslag Til Oprettelse Af En Opera Og Symfoni Institution I København

År: 1919

Forlag: V. PIOS BOGHANDEL • POVL BRANNER

Sted: KØBENHAVN

Sider: 158

UDK: 725 821

udarbejdet af

FILHARMONIENS PROJEKTERINGSKONTOR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 166 Forrige Næste
43 Disse Spørgsmaal maa naturligvis besvares baade under Hensyn til at EælIeSdnft ’ . . , paa en Dobbelt- det kunstneriske og til det økonomiske . scene. Det maa da i første Linie undersøges, om Fællesdriften al Kunst- arterne er praktisk og tidssvarende naturligvis kun under borudsætning af, at Det kgl. Teater udvides til at omfatte to Scener, da Fællesdriften paa een Scene fra alle Sider anses for forældet. Meningerne om Fælles- driften er delte; at dens Bevarelse rummer visse Fordele af baade kunst- nerisk og økonomisk Natur tør ikke bestrides. Pra svundne Tider har som bekendt Det kgl. Teater været Hjem for de tre Kunstarter, Skuespil- let, Operaen og Balletten. Dette Samliv under fælles Tag har, som naturligt er, skabt en Tra- Traditionen, dition, der har fundet sit Udtryk i en særlig nationalfarvet Forbindelse mellem Kunstarterne, navnlig mellem Musik og Skuespil, en Porening af »Ord og Tone«, der har skabt en særlig Stil, hvis Repertoire omfatter en Del blandede Synge- og Talestykker, Vaudevillerne, »Elverhøj«, »Der var engang« o. fl. At dette Repertoire har mere Værdi for de ældre end for de yngre »ord^ogTone« Slægtled kan imidlertid slaas fast, og det vilde være at ofre det væsent- lige for det uvæsentlige at søge Kunstarternes Fællesskab bevaiet ude- lukkende af Hensyn til denne Stilart, der bedre passer til det forrige Aarhundredes København med dets mere smaastadsagtige, idylliske Pøle- maade. De to Kunstarter, Skuespil og Opera, er væsensforskellige og kan i dybere Forstand aldrig danne nogen Helhed: man vil da maaske hævde, at mange af vore største Kunstnere, Schramm, Phister o. fl. har været Mestre i denne Stil, men dette beviser intet andet end, at Det kgl. 1 eatei i det forrige Aarhundrede raadede over et saa begrænset Personale, at man af Skuespillerne maatte fordre Medvirkning som Sangere, og af Sangerne Medvirkning som Skuespillere i det løbende Repertoire. At denne blandede Stil høster Fordel af Kunstarternes fortsatte Sam- liv er utvivlsomt: et intimere Samarbejde mellem Operaens, Kapellets, Skuespillets og Ballettens Personaler muliggøres selvfølgelig herigennem lettere, end hvis Skuespilhus og Opera laa paa forskellige Steder i Byen. Økonomisk har Fællesdriften ligeledes sine Fordele: den fælles Admini- stration og et vist driftsmæssigt, sceneteknisk Samarbejde vil i nogen Grad have Besparelser til Følge. Men man maa ikke overse, at denne tvungne Hensyntagen i allerhøjeste Grad virker hæminendte p<ia hver enkelt Kunstarts frie Udfoldelse; den kunstneriske Skade, Fællesdriften saaledes forvolder, opvejes ikke tilnærmelsesvis af den Gavn, den gør paa et begrænset Omraiade. Autoriteter som den tidligere Dilektør for Det kgl. Teater, Professor Einar Christiansen, og Teatrets tidligere Scene- instruktør, Professor William Bloch, hævder saaledes, at Fællesdriften er forældet, og at Adskillelsen af Kunstarterne bør være fuldstændig, h\ad d<i jo ogsaa er Forudsætningen for Ministeriets Casinoplan. Der skal her bringes følgende Uddrag af Professor Christiansens Skrivelse til Kultusministeren om Det kg]. Teaters Fremtid (Juli 1907).