Fornuftig Sundhedspleje
Hygiejnisk Raadgiver For Hus Og Hjem

144 Indre Sygdomsaarsager. Følelseslivet. Ved en saadan Omvæltning kan man ikke undre sig over, at alle Sl-ags Forstyrrelser høre til Dagens Orden. Som Følge af Nervesystemets forøgede Pirrelighed faa begge Køn en fremtrædende Tilbøjelighed til Nervesygdomme, og denne forstærkes endyderligere ved kønslige Vildfarelser og Udskejelser, der netop nu baade forekomme hyppigst og skade Legemet mest. Kvindekønnet lider desuden af Uregel- mæssigheder og Besværligheder ved Menstruationen og af Blegsot. I denne Periode er Tuberkulosens Angreb i Reglen farligere end senere hen i Livet. Paa Toppunktet af Udviklingen befinde saavel Mænd som Kvin- der sig efter Vækstens Fuldendelse i Alderen fra 25—45 Aar. Begge Køn besidde i denne Periode deres største Arbejdsevne og deres største Modstandskraft imod de Angreb, der gøres paa Sundheden. Kvinde- kønnet er dog i denne Periode udsat for de særlige Sygdomme (Barsel- feber, Livmodersygdomme o. a.), som staa i Forhold til Svangerskab og Fødsel. Mærkeligt nok er det i denne Periode, at den tyfoide Feber kræver de fleste Dødsfald i begge Køn. Derefter begynder det allerede at gaa ned ad Bakke; Legemet aftager i Højde, men tiltager i Omfang ved Fedtophobning. I Mand- dommens anden Periode kræver Kræften hyppigst sine Ofre, Apopleksi bortriver en Mængde Mennesker, og for Kvindens Vedkommende med- fører Kønsfunktionens Ophør ofte en Del, om end hyppigst forbigaaende, Lidelser. Naar Menstruationen skal til at ophøre, er, ligesom naar den begynder, Kvindens Nervesystem og Kønsorganer udsatte for at angribes — ogsaa her gælder det: »Yderlighederne mødes«. Naar Cicero siger: »Oldingealderen er i sig selv en Sygdom« (»Senectus ipsa morbus«), har han ganske vist Uret i streng viden- skabelig Forstand; men helt forkastes kan Udtalelsen ikke, thi i Sam- menligning med den Tilstand, hvori et Menneske i den kraftigste Alder befinder sig, gør Livsforløbet i Tilværelsens sidste Periode, selv om det foregaar fuldstændig regelret, et stærkt Indtryk af at være mangel- fuldt. Med det tydeligt formindskede Behov af Næring, der hidrører fra et aftagende Stofskifte i samtlige Organer, følger ganske naturligt en Slappelse af alle Funktioner. At nævne hver enkelt af de saaledes indtraadte Forandringer, vilde føre for vidt; vi skulle derfor blot i Korthed paapege de væsenligste. Idet Alderen begynder at sætte sine Spor, er Fedtmængden for- ringet, Huden og Musklerne slappe og tørre; Blodkarrene have mere og mindre tabt deres Elasticitet, Hjertets Kraft er sløvet, Nervesystemet arbejder ikke mere med den tidligere Energi, Fordøjelsen lider dels