Fornuftig Sundhedspleje
Hygiejnisk Raadgiver For Hus Og Hjem

166 Børne- og Spolorme. Endetarmen og foraarsager da ved sine Bevægelser en undertiden ulidelig Kløe. Denne Fornemmelse hos Børnene foranlediger gerne straks Mødrene til enten selv at skride ind med Ormemidler eller til at paakalde Lægens Hjælp. Dog berettiger hverken Kløen eller andre Forstyrrelser i Barnets Vslbefindsnds til en sikker Slutning om, at dø Lidende »have Orm«; en afgørende Dom i saa Henseende tør først udtales i det Øjeblik, man ser Dyrene selv i Form af fine, hvide Traade vise sig i Udtømmelserne eller paa det ovennævnte Legemsparti. Men hvorledes komme Ormene nu ind i Tarmkanalen? Tidligere mente man, og mange tro det den Dag idag, at de opstode ved en urigtig Ernæring, f. Eks. ved at man spiste for meget Brød; men dette modsiges af den almengyldige Naturlov, at enhver levende Skabning udspringer af et Æg. I saadanne Tilfælde, hvor flere Familiemedlem- mer, som dele Seng, samtidig lide af Ormesyge, kunde man jo tænke sig, at Parasiterne vare krøbne fra den ene Endetarm til den anden. Men heller ikke denne Forklaring er rigtig; thi paa den lange Vandring vilde Dyrene dø ved Hentørring, idet de meget hurtig miste Bevægel- sesevnen, saa snart de have forladt Tarmens fugtige Indre. Gaadens Løsning maa søges andet Steds: De mikroskopiske Undersøgelser vise, at der i de Syges Udtømmelser altid findes en Mængde modne Æg. Endvidere træffer man udenfor Tarmen mest drægtige Hunner; kort og godt, der er tilstrækkelig Lejlighed til, at Æggene, hvad enten det nu sker ved, at Barnet klør sig med en Finger, eller det sker med Svam- pen som Mellemled eller i urenlige Hjem ved, at Udtømmelserne tør- res og blive til Støv, kunne føres umiddelbart ind i Maven; her op- løses da deres faste Skal af Mavesaften, Embryonerne frigøres, føres ned i Tarmen og udvikle sig hurtigt til fuldvoksne Orme. Ogsaa i Drikkevand har man hyppigt kunnet paavise Æggene; paa Landet, hvor Brønden og Latringruben desværre kun altfor ofte ere nære Na- boer, er der heri intet forunderligt. Spolormen, hvis Hanner og Hunner ligesom ved den fore- gaaende Art ere af meget ulige Størrelse, er en Orm af brunlig eller rødliggraa Farve og forholdsvis anselig Størrelse, der i Udseende liv- agtig ligner en Regnorm. Dens Krop løber spidst til imod begge Ender; Haleenden, der er kort og kegleformig, er hos Hannen forsynel med to Hager (Spicula), Mundaabningen er omgiven af tre med yderst fine Tænder besatte Læber. Denne Orms Opholdssted er Menneskets Tyndtarm, hvor den gerne kun er faatalligt til Stede, men dog und- tagelsesvis kan findes i store Masser. Lige saa lidt som ved Børne-