Fornuftig Sundhedspleje
Hygiejnisk Raadgiver For Hus Og Hjem
Forfatter: H. SCHLESINGER
År: 1895
Forlag: UNIVERSITETSBOGHANDLER G. E. C. GAD
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 407
UDK: 613
OVERSAT AF E. H. LUDVIGSEN
MED FORTALE OG TILLÆG,
INDEHOLDENDE UDSIGT OVER DEN DANSKE SUNDHEDSLOVGIVNING,
AF Dr. med. J. CARLSEN
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Saarsygdomme (Betændelse).
179
Endelig skal endnu bemærkes, at saa omtrent enhver Brugsgen-
stand, som den Syge direkte eller indirekte er kommen i Berøring
med, under passende Forhold kan føre Smitten videre. Linned, Seng-
klæder, Gangklæder, Møbler, Spise- og Drikkekar o. s. fr. ere alle i
Stand til at huse Sygdomskimene i længere eller kortere Tid for ved
Lejlighed at afgive dem til sunde Mennesker; ja, det sker endog, at
Personer bære Smitstoffet paa sig og overføre det til andre uden selv
at blive syge.
Omfanget af de enkelte Sygdomsvækkeres Udbredelse er højst
forskelligt; medens nogles Forekomst indskrænker sig til Tid og Sted,
er der andre, som man træffer overalt og altid.
Hermed have vi da gennemgaaet de væsenligste Træk af de pa-
thogene Bakteriers almindelige Egenskaber. Derefter vil det næppe
falde den forstandige Læser vanskeligt at følge Udviklingen af de smit-
somme Sygdomme, hvis vigtigste Former ville blive afhandlede i det
følgende.
Mest passende vil det være at begynde med Betændelsen og
Saarinfektionssygdommene, der vare de første, ved hvilke de
paa Bakteriologien grundede Teorier førtes ud i Praksis og, smukt
illustrerende den gamle Sandhed: »Træet skal man kende paa dets
Frugter«, glimrende bestode deres Prøve.
For at stille Forskellen imellem før og nu i den rette Belysning
kunde det være nyttigt at tænke sig tilbage i et Krigslasaret, saaledes
som dette fungerede endnu langt ud over Aarhundredets Midte. Man
maa ikke tro, at der dengang savnedes dygtige Kirurger; tværtimod,
Fortiden har paa dette Omraade Navne at opvise, der ere uudslette-
ligt indskrevne i Lægevidenskabens Historie. Men hvad hjalp alt Mod,
al Dygtighed, al Færdighed i at operere; hvad nyttede det, at man
vaagede over de Syge med den største Samvittighedsfuldhed, at man
lod den omhyggeligste Pleje blive dem til Del? Næsten ved ethvert
Saar indtraadte der mere eller mindre stærk Materiedannelse, og i
Hospitalerne rasede de dødbringende Saarsygdomme: Rosen, For-
raadnelsesfeber, Blodforgiftning (Pyæmi), Hospitalbrand, og hvad de nu
alle hedde; hyppigt angrebe disse Mand efter Mand og krævede et
langt større Antal Ofre end Slagene selv. Hvis det var meget øm-
taalige Dele af Legemet, f. Eks. en af de store Krop- eller Ledehuler,
som ramtes af de sygelige Processer, var Dødsdommen saa godt som
fældet. Man undlod derfor i saadanne Tilfælde helst at foretage
Operationer, ja ansaa disse for strafværdige Kunstfejl. Saarfeber gjaldt
12*