Fornuftig Sundhedspleje
Hygiejnisk Raadgiver For Hus Og Hjem

Forfatter: H. SCHLESINGER

År: 1895

Forlag: UNIVERSITETSBOGHANDLER G. E. C. GAD

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 407

UDK: 613

OVERSAT AF E. H. LUDVIGSEN

MED FORTALE OG TILLÆG,

INDEHOLDENDE UDSIGT OVER DEN DANSKE SUNDHEDSLOVGIVNING,

AF Dr. med. J. CARLSEN

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 424 Forrige Næste
Saarsygdomme (Betændelse). 179 Endelig skal endnu bemærkes, at saa omtrent enhver Brugsgen- stand, som den Syge direkte eller indirekte er kommen i Berøring med, under passende Forhold kan føre Smitten videre. Linned, Seng- klæder, Gangklæder, Møbler, Spise- og Drikkekar o. s. fr. ere alle i Stand til at huse Sygdomskimene i længere eller kortere Tid for ved Lejlighed at afgive dem til sunde Mennesker; ja, det sker endog, at Personer bære Smitstoffet paa sig og overføre det til andre uden selv at blive syge. Omfanget af de enkelte Sygdomsvækkeres Udbredelse er højst forskelligt; medens nogles Forekomst indskrænker sig til Tid og Sted, er der andre, som man træffer overalt og altid. Hermed have vi da gennemgaaet de væsenligste Træk af de pa- thogene Bakteriers almindelige Egenskaber. Derefter vil det næppe falde den forstandige Læser vanskeligt at følge Udviklingen af de smit- somme Sygdomme, hvis vigtigste Former ville blive afhandlede i det følgende. Mest passende vil det være at begynde med Betændelsen og Saarinfektionssygdommene, der vare de første, ved hvilke de paa Bakteriologien grundede Teorier førtes ud i Praksis og, smukt illustrerende den gamle Sandhed: »Træet skal man kende paa dets Frugter«, glimrende bestode deres Prøve. For at stille Forskellen imellem før og nu i den rette Belysning kunde det være nyttigt at tænke sig tilbage i et Krigslasaret, saaledes som dette fungerede endnu langt ud over Aarhundredets Midte. Man maa ikke tro, at der dengang savnedes dygtige Kirurger; tværtimod, Fortiden har paa dette Omraade Navne at opvise, der ere uudslette- ligt indskrevne i Lægevidenskabens Historie. Men hvad hjalp alt Mod, al Dygtighed, al Færdighed i at operere; hvad nyttede det, at man vaagede over de Syge med den største Samvittighedsfuldhed, at man lod den omhyggeligste Pleje blive dem til Del? Næsten ved ethvert Saar indtraadte der mere eller mindre stærk Materiedannelse, og i Hospitalerne rasede de dødbringende Saarsygdomme: Rosen, For- raadnelsesfeber, Blodforgiftning (Pyæmi), Hospitalbrand, og hvad de nu alle hedde; hyppigt angrebe disse Mand efter Mand og krævede et langt større Antal Ofre end Slagene selv. Hvis det var meget øm- taalige Dele af Legemet, f. Eks. en af de store Krop- eller Ledehuler, som ramtes af de sygelige Processer, var Dødsdommen saa godt som fældet. Man undlod derfor i saadanne Tilfælde helst at foretage Operationer, ja ansaa disse for strafværdige Kunstfejl. Saarfeber gjaldt 12*