Fornuftig Sundhedspleje
Hygiejnisk Raadgiver For Hus Og Hjem

 Første Hjælp ved Solstik. 315 Legemer finde Indgang, saaledes f. Eks. ved at Børn af Kaadhed putte Perler, Bønner eller Ærter ind i Næsen eller Ørerne. Dersom det er forbundet med den aller ringestQ Vanskelighed at faa disse taget ud, skal Lægmanden helst lade være at forsøge derpaa; thi medens deres Tilstedeværelse selv i Timevis ikke vi] have nogen blivende Skade til Følge, kunne klodsede Fjernelsesforsøg medføre Beskadigelser og deraf flydende Betændelser og Materiedannelse; deteneste, man opnaar, er saaledes at taarne Vanskeligheder op i en Sag, som ellers vilde have været meget simpel. Det maa derfor indstændig fraraades at bore efter Genstanden med Haarnaale eller med Fingrene. Endelig kan man jo have det Uheld, at et Insekt, et Sandskorn, Kul, Smaasplinter etc. fare ind i Øjnene. Hvis en saadan Genstand befinder sig i Rummet imellem det underste Øjelaag og Øjeæblet, vil man i Reglen kunne feje den ud med en sammenfoldet, blød Lærreds- klud, idet man for at orientere sig krænger Øjelaaget om ved et let Træk ude fra og samtidig opfordrer den Tilskadekomne til at se opad. Øjeæblet selv taaler ingen ublid Berøring; har Genstanden klæbet sig til dette, lykkes det undertiden at skylle den bort, naar man lukker Øjet, afspærrer Taaregangen ved at trykke en Finger ind i Øjekrogen, saa at altsaa Taarestrømmen holdes tilbage under Øjelaagene, og derefter hastigt aabner disse. Er der sprøjtet Kalk ind i Øjet, vadsker man dette ud med fin Olie, aldrig med Vand. 8. Solstik. Solstik er man i den tempererede Zone stærkest udsat for, naar Atmosfæren er meget lummer, d. v. s. naar Luften er rolig og mættet med Vanddamp; Temperaturen behøver ikke at, være overdreven høj, ikke væsenligt over 20° R. (25° C.), altsaa en Varmegrad, der i og for sig næppe kan kaldes skadelig. Under disse Forhold er det dog næsten altid kun stærkt anstrengte Mennesker, navnlig marscherende Fodfolk og Markarbejdere, der rammes af Solstik, medens stillesiddende Personer vistnok aldrig have noget at befrygte i saa Henseende. Der- imod gaa disse sidste eller i det mindste jævnt arbejdende Mennesker ikke altid fri i Troperne og paa andre meget varme Steder, f. Eks. hvor der fyres under Dampkedler o. Ig. Symptomerne følge gerne efter hverandre saaledes: I Forening med en gradvis tiltagende Kraftløshed indfinder der sig brændende Tørst, knugende Hovedpine, Beklemmelse, meget stærk Svedafsondring og voldsom Hjærtevirksomhed, dertil bliver Ansigtet rødt, Tungen tør,