Skibsmotorlære
Tekst
Forfatter: A. H. M. Rasmussen
År: 1915
Serie: Skibsmotorlære
Forlag: G. E. C. Gads Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: Anden Udgave
Sider: 280
UDK: 621.43 Ras
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
— 55 —
man vil spare Udgifterne til Ladningen, udlade Cellen, tømme Syren af
den, skylle Pladerne med destilleret eller dog rent fersk Vand, tillukke
Cellen og stille denne paa et mørkt, ikke for varmt Sted.
For det Tilfælde Akkumulatorerne skulde blive udladede paa Rej-
sen, medgiver man ofte Fartøjet et galvanisk Batteri til Reservetænding;
dette kan holde sig i Maaneder klar til øjeblikkelig Brug, naar det blot
staar paa et tørt, ikke varmt Sted.
57. Magnetven*) bestaar af to Hoveddele: en eller flere permanente
Magneter af haardt Staal og et omdrejende Anker (H i Fig. IV, 5).
Magneterne, —■ den i Figuren viste Magneto har tre, — er bøjede i
Hesteskoform og til deres Ender er fastskruet Polstykker af blødt Jern;
disse er udborede, saa at de danner en glat koncentrisk Overflade med
Ankret, som drejer hurtigt rundt mellem dem.
Ankret har en cylindrisk Kærne af blødt Jern; paa to modstaaende
Sider er høvlet en Rende, saa at Ankrets Tværsnit har H-Form. Ren-
derne udfyldes af Tra ad vindinger, viklede parallelt med Kærnens Akse.
Ankret bæres af en Aksel, hvis Lejer tilligemed Magneterne er befæstede
til et Underlag, der fastboltes til Motorstellet; det drejes rundt med
Kædetræk, Tandhjul e. 1. fra en Motoraksel.
Vindingernes to Ender er førte til to paa Ankerakslen isoleret an-
bragte Ringe, mod hvilke trykker Koste eller Fladfjedre med Klemskruer
fra disse udgaar Ledningerne, som fører den elektriske Strøm videre.
Hyppigt er der kun een Ring, og Vindingernes anden Ende føres da tii
Kærnen, hvorved Strømmen faar Jordforbindelse gennem Ankrets Aksel,
Lejer og Motorstellet.
Den elektriske Strøm frembringes paa følgende Maade. Mellem Mag-
netens Polstykker er et magnetisk Felt, hvorved forstaas det Kraftomraade,
inden for hvilket et Stykke Jern vil blive magnetisk; Magnetismen vil
blive fordelt efter bestemte Kraftlinier, der er lukkede Kurver, som ud-
gaar fra det ene Polstykke til det andet og fortsætter sit Kredsløb gen-
nem Magneten. Naar nu en lukket Leder, som Ankrets Vindinger, drejes
rundt i det magnetiske Felt og overskærer Kraftlinierne, vil der opstaa
en Strøm, Vekselstrøm, hvis Spænding stadigt er vekslende, men dog
tilstrækkelig liøj til at kunne benyttes til Frembringelse af en Gnist.
58. Fig. IV, 11 viser Bosch-Magneto, der ligeledes har Staalmag-
neter, mellem hvis Polsko et Anker svinger, idet det for hver Tænding-
drejes c. 30° ud af den ved Stangfjedre bestemte Hvilestilling ved Hjælp
af en Arm, som tager mod en Tommelklo paa en omdrejende Aksel.
*) Man foretrækker Magnetoer for Dynamoer, fordi disse selv skal skabe Magnetismen
i deres Elektromagneter, og Strømmen er afhængig af Omdrejningshastigheden;
de kan heller ikke give Strøm til Igangsætning.