Klitterne I Vestjylland Og Paa Bornholm

Forfatter: J. Brüel

År: 1918

Forlag: Gyldendalske Boghandel

Sted: København og Kristiania

Sider: 133

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 144 Forrige Næste
47 Skovenes Forsvinden er Aarsagen til Sandflugt. Medens enkelte For- fattere mener, at det er Sandflugten, der har ødelagt Skovene, saa er andre af den Formening, at det modsatte er Tilfældet, nemlig, at det først er efter Skovenes Rydning, at Sandflugten har taget Overhaand. Da det maa anses at have Interesse, hvad Troels Lund skriver derom, vil jeg gøre et Uddrag af hans Udtalelser i »Land og Folk«: »For 300 Aar siden var hele Landet beklædt med Skov, og det er dennes Forsvinden, der er Aarsagen til Sand- flugten. Langs Vestkysten dreves endnu med Iver den gammeldags Saltsydning, hvorved man under et ødselt Forbrug af Ved uddrog Salt af Tørvejord. Den hele Fremgangsmaade var paa engang et Udtryk for Egnens Rigdom paa Skov og Aar- sagen til dens Forsvinden. Nordjyllands Vestkyst med dens Klitter og vidtstrakte Heder gjør nu kun lidet Indtryk af engang at have været skovklædt. Naturens Stilhed og Øde synes tungsindigt at forkynde, at som her nu seer ud, har her seet ud i Aartusinder. Det forholder sig ikke saa; det lader sig bevise, at den hele Strækning fra Limfjorden til Kongeaaen engang har været oversaaet med Skov. Skovene ved Agger vides at være omhuggede 1669—89. Der haves altsaa Vished for, at Vestkysten i det 16de Aarhundrede for en meget væsentlig Del har været bevoxet sydfor Limfjorden. Vestkysten nordfor Limfjorden var ganske vist allerede bleven betydelig blot- tet, dog vilde vi, at der ikke alene fandtes større Skove paa Mors og Fur, men ogsaa — i det mindste ved Aarhundredets Midte — paa mange Steder i Ihy. Læsø og Anholt vare dengang skovklædte. Efterhaanden som Blæsten borthvirvlede det øverste Lag Muldjord, blev Jordbunden ødelagt og Lyngen indfandt sig. Overgangen skete altsaa lidt efter lidt, undtagen paa Djurslands Nordkyst, hvor en Storm. 155/ ornstyrtede og knæk- kede Træer i tusindvis og derved lod Lyng fortrænge Skoven. I Reglen foregik det lidt efter lidt, de sidste Stammer mossedes og sygnede, Lyngen tog til, og Ejeren vænnede sig Aar for Aar til de forandrede Forhold. Sandflugten begyndte i det 16de Aarhundrede, hvorpaa dels tyde de naturlige Forhold (Skov), dels Samtidens Veklager, der just begyndte at lyde i dette Aar- hundrede. I Aaret 1539 udstedte Christian d. 3. Forbud mod at slaa eller oprykke Klit- tag og Marehalm paa Jyllands Klitter. Først henimod Aarhundredets Slutning godtgjorde de talrige Klager fra næsten alle Egne af Landet, at Sandflugten var bleven en virkelig Landeplage, mod hvilken der maatte tænkes paa afgj ørende Midler. Skovens Rydning synes at have været Forudsætningen for Sandflugtens Indtræden. Naar Flyvesandet blottedes ved Lyngbrænding, begyndte det at fyge, hvilket for Jyllands Vedkommende var værst, idet Sandet ikke blot laa fladt under Plantedækket, men tillige laa ophobet i bakkeformede Klitter. Naar her Skovene