De danske Formeres Organisationshistorie
1. August 1889 - 1914

116 ganisationer, og navnlig var man i Provinserne stærkt inter- esseret i en Centralisation, baade for at bringe mere Plan og Ensartethed ind i Arbejdet og for, ved den forøgede Styrke, bedre at blive i Stand til at modstaa de Angreb, de organiserede Arbejdskøbere rettede imod Arbejderne. I Foraaret 1897 var der vundet nogen Klarhed over den Vej, man vilde gaa, men da der skulde holdes en skan- dinavisk Kongres i Stockholm i Løbet af Sommeren, be- sluttede man at lade Spørgsmaalet debattere her, forinden der toges fat paa en praktisk Løsning, i Haab om, at hvis man kunde naa dertil, at de tre nordiske Lande arbejdede nogenlunde ensartet i denne Sag, vilde dette styrke den hele Organisation og rydde de ikke uvæsenlige Vanskelig- heder af Vejen, der kunde ligge i, at man endnu i enkelte Fag holdt fast ved Tanken om skandinaviske Forbund. Det havde nemlig vist sig, at disse, udenfor et Par enkelte Fag, ikke havde faaet nævneværdig Betydning, men det Vilde dog Være temmelig umuligt i Danmark at slutte alle Fag- forbund sammen med fast indbyrdes Ydepligt under Strej- ker og Lock-outer og med deraf følgende Forpligtelse til at bøje sig for en Centralledelse, hvis Sverrig og Norge holdt paa de skandinaviske Forbund som Hovedformen for Or- ganisationen; thi selv om de danske Organisationer baade vilde slutte sig til disse og til den nationale Organisation, kunde man ikke faa den Plan og Ensartethed frem, som der netop tiltrængtes. Der kunde ikke være et Central- punkt i Vort Land og maaske indtil et halvt Hundrede i eller udenfor Landet, som der skulde tages Hensyn til ved enhver Lejlighed. Det lod sig til Eksempel ikke gøre, at De samvirkende Fagforbund udskrev Strejkekontingent hos Forbund her, der allerede var paalignede et saadant til en Kamp, der førtes i Sverrig eller Norge, eller omvendt.