Meteorologi

178 LUFTENS TRYK. ninger har ført til følgende Resultat. Ved Havoverfladen har vi, som ovenfor omtalt (234—238), et Minimum af Lufttryk ved Ækvator, Maxima ved Vendecirklerne og aftagende Lufttryk her- fra henimod Polerne. Naar man kommer høiere op i Atmosfæren, bliver det ækvatoriale Minimum svagere og svagere i Forhold til de omgivende Maxima. I meget store Høider kommer vi til et eneste Maximum ved Ækvator og stadigt aftagende Lufttryk der- fra mod Polerne, alt i samme Niveauflade (417, 425 og Fig. 87). Sterkest er denne Aftagen om Vinteren, svagest om Sommeren. Da Varmen, som vi har seet, løfter Luftlagene over deres tid- ligere Niveauflader, og der i Høiden opstaar et Maximum af Lufttryk med en udadgaaende Strømning, og da Kulden ved Jord- overfladen pakker Luften i de nedre Luftlag sammen og derved frembringer Luftfortynding i de høiere Luftlag, faar vi nødvendig- vis efter Beregningen i de høiere Luftlag Maxima over de varme og Minima over de kolde Steder. De beregnede Isobarer for de høiere Luftlag kommer til at gaa rundt Jorden langs Bredde- cirklerne og til at ligne Isotermerne ved Jordoverfladen, de høieste Tal ved Ækvator, de laveste paa høie Bredder. Man har Observationer fra høitliggende Steder, som stemmer godt hermed. Efter Observationer fra Antisana i Sydamerika under Ækvator og fra Tindestationen Pikes Peak i Nordamerika under 390 Bredde finder man for Niveaufladen i 4300 Meters Høide over Havet (74) og for Vintermaanederne, for det første Sted et Middellufttryk af 458 mm. og for det sidste Sted af 444 mm., medens man for Havfladen (Kart Fig. 47) beregner hen- holdsvis 759 mm. og 767 mm.