Geographiske Billeder fra Heden

64 endog Brunkul. Det mærkeligste paa hele Øen er efter «Mandens« Mening den hellige Kilde, et lille Væld, som endnu besøges paa St. Hans Aften af Syge og Krøblinge, der samvittighedsfuldt hver lægge en 8 Skilling ved Vand- hullet, efterat de have drukket deraf eller badet. «Men hvad bliver der af disse 8 Skillinger», spørge vi saa Manden. «Ja dem ta’er jeg den næste Morgen», svarer hans lille Datter, og hvis det er hende, der til Gjengjæld giver Vandet dets gode Egenskaber, saa er det ikke saa forun- derligt, at det bringer Sundhed, Ro og Lykke, thi den unge Piges Ansigt straaler heraf. Fra Kilden gaae vi op paa Øens høieste Punkt, der maaskee ligger 80 Fod over Fladen. Det er ikke meget, ikke engang saa stor en Høide som Rundetaarns, men desuagtet vil Ingen, som engang har været heroppe, have undværet den Nydelse, Udsigten forskaffer. I Nord, Nordvest og Nordost, ligger den næsten 4 Miil lange Hedeflade foran os, ikke afbrudt ved No^etsomhelst, som Øiet kan fæste sig ved, thi de smaa Huse ere forsvindende Størrelser i de store Afstande, og Karupdalen ligger saa dybt, at den ikke kan sees; langt ude i Horizonten skimte vi i Nordvest Feldborg- plantagen med de bagvedliggende høie Sevelbakker, og lidt tilvenstre derfor det isolerede YUemandsbjerg, der som en sort Trold rnaaske vogter en Skat i den omkring- liggende Hvidmose, der strækker sig næsten en Miil imod Nord henimod Skave; Lige i Øst og Vest er Udsigten mindre sørgelig, idet vi allerede paa 1 ä 2 Miils Afstande kunne see vore gamle Bekjendte, Steendalsgaards- og Kompedalsplantage, samt den venlige Sunds Sø og en Række Gaarde langs Holstebroaa og Karupaa; og endelig seer man i Syd de gronklædte Bakkeøer, Bordingøen, Faurholdtøen, og Ikasthalvøen, som om de laae tæt ved, thi o\er Hedefladen, som over Havet, synes Afstandene mindre, end de ere, Det Karakteristiske ved denne Ud-