Bilag A, B Og C Til Jernbanekommissionens Betænkning

7 vanlig rig Virksomhed — udgjorde tilsammen c. 21,x Mill. Kr., hvoraf c. 15,2 Mill. Kr. medgik til nye Statsbaneanlæg, c. 5,9 Mill. Kr. til Udvidelse af bestaaende, i Drift værende Stats-Baner og Anskaffelse af Materiel til samme. Mere enkelte Oplysninger gives nedenfor. Det er nu i Rigsdagen fra flere Sider gjort gældende, at den saaledes fulgte Posteringsmaade, der deler Statsbanedriftens Udgifter i »Udgifter paa § 6« og »Udgifter paa § 27«, giver en altfor gunstig Fremstilling af Statsbanernes Overskud og For- rentning. For at blive ved det ovennævnte Eksempel nærer man vel ingen Tvivl om, at de 15,2 Mill. Kroner, der ere medgaaede til nye Baneanlæg i 1894—95 til 1896—97, ere en virkelig Forøgelse af Anlægskapitalen og slet ikke have noget at gøre med de i Drift værende Baners Overskud, men de 5,9 Mill. Kr. til Udvidelse af bestaaende Baner og Anskaffelse af Driftsmateriel til samme menes retlig at buide henregnes til Driftsudgifter (§ 6), da enhver Privatbane maatte afholde tilsvarende Udgifter af sine aarlige Driftsindtægter. Overskudet i de tre Aar kan herefter ikke regnes til c. 133/4 Mill. Kr., men kun til 133/4 5,9 Mill. Kr. eller c. 7.(>75.000 Kr., og naar Forrentningen i Almindelighed opgøres til c. 2°/0 p. a., burde den ikke regnes højere end til 1 à %• Forsaavidt Overskudet angaar, savne disse Betragtninger ikke en vis Føje. Et Spørgsmaal bliver det ganske vist, om en Privatbane virkelig altid vil være istand til af sit aarlige Driftsoverskud at afholde forholdsvis lige saa store Beløb til Stations- udvidelser, Lokomotiver, Vogne m. m., som der i de seneste Aar har maattet anvendes paa Statsbanerne, dels ’paa Grund af Trafikens overordentlige Stigning, dels og endnu mere paa Grund af de stadigt voksende Krav, der stilles til Statsbanedriften. Man kan muligt være berettiget til at nære nogen Tvivl om, hvorvidt Privatbanen dog ikke og- saa vilde have tyet til en Forøgelse af sin Anlægskapital (Aktiekapitalen), men dette Spørgsmaal skal man lade ligge, og for saa vidt indrømme, at den fremsatte Indvending mod Overskudets Beregning har en vis Berettigelse*). Men naar man videre sluttei, at ogsaaForrentninsprocenten er for højt anslaaet, stiller Sagen sig ikke saaledes. Thi naar den nuværende Posteringsmaade medfører, at det aarlige Overskud frem- træder for højt, medfører den paa den anden Side ogsaa, at Anlægskapitalen af hvilken Forrentningsprocenten jo beregnes — i Aarenes Løb vokser udover alle rimelige Grænser. Alle de Beløb, som anvendes i Henhold til Bevillingerne paa § 27, tillægges nemlig Anlægskapitalen, hvad enten de medgaa til nye Baneanlæg, til Ud- videlse af bestaaende Anlæg eller til Driftsmateriel. Og en tilsvarende Fremgangsmaade har bestandig været fulgt, saa at Banernes bogførte Anlægskapital ved Udgangen af Aaret 1896—97 liar naaet den enorme Sum af c. 207 Mill. Kr. eller c. 120.000 Kr. pr. Banekilometer, dobbelt saa meget som den dyreste Privatbanes her i Landet. Der kan ikke være den mindste Tvivl om, at denne Anlægskapital, saaledes som den nu er bogført, langt overstiger Banernes virkelige Anlægsværdi, og rent bogholderisk set er det klart, at hvis man fra første Færd havde fulgt den Posteringsmaade, som man nu anser for den rette, vilde den bogførte Værdi være Snese af Mill. Kr. laveie. Men et af to : enten maa man blive staaende ved. den nuværende Børegningsmaade, baade for Anlægskapital og Overskud — dens Fejl kunne paa en vis Maade siges at *) Grænsen mellem, hvad der skal regnes for „nye Anlæg“ og hvad der skal regnes for „Udvidelser af bestaaende Anlæg“, kan forøvrigt ogsaa være noget tvivlsom. En nærmere Undersøgelse heraf turde dog være overflødig, da Tvivlsspørgsmaaleue kun ere faa og i Ynkeligheden vilde Vise sig at spille cn meget ringe Rolle.