Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring
Forfatter: Arthur Feddersen
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 394
UDK: 55146
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
98
ogsaa ved dem Iagttagelser, som har praktisk Vigtighed for Fiske-
rierne, og der vil utvivlsomt, efterhaanden som Arbejdsmanden fæst-
nes, kunne indvindes mangen Oplysning ved deres Hjælp. Den
danske, biologiske Station er en flytbar Station, som kan
bringes til de Egne af Farvandene, hvor der menes at være sær-
lige Forhold, hvis Undersøgelse er ønskelig. I Norge har man og-
saa el Par Stationer, men faste, saasom ved Drøbak, Bergen og
Trondhjem, foruden et Laboratorium i Bergen og Statens til Fiskeri-
undersøgelse udrustede Dampskib »Michael Sars«.
Det kan ikke vare længe, inden de Heste tilgængelige Hav-
strækninger vil være saa nogenlunde gennemsøgte fra Overflade
til Bund. Det samme gælder for det faste Lands Strækninger,
som dog i del Hele og Store er kendte. De hvide Pletter paa
Kaartene: Fastlandenes lukkede Indre, Havets hemmelighedsfulde
Dybder svinder, aabnes og daglægges Aar lor Aar. Ser man saa
tillige hen til den Lethed og Hurtighed, hvormed Mennesket nu
kan færdes paa Jorden, fæstnes stærkere og stærkere Nyfølelsen af
vor Klodes Lidenhed; »den vide, vide Verden« kan efter al have
været Verdens Midtpunkt, i hvis Tjeneste Sol, Maane og alle Stjær-
ner stod, nu omfares i et Par Maaneder uden synderlig Vanskelig-
hed, og Mennesketale bruger nu kun faa Timer for at lyde over alle
Verdensdele. Dette Indtryk af Jordens Lidenhed fremdrog allerede
Prof. H. Moseley i de Iagttagelser, han efter at have deltaget
i »Challenger Togtet« udgav som Medlem af dets videnskabelige
Stab. Dette Indtryk har allerede været saa stærkt for omtrent
treti Aar siden, at Moseley i sin underholdende Bog desuden stiller
det sammen med Følelsen af, hvor stedbundne vi Mennesker er.
»Vi er vænnede til at opfatte visse Dyr«, skriver han, »som fast-
siddende og stedfæstede og til over for dem stærkt at fremhæve de
Dyrs Vilkaar, som kan Hytte sig. I Virkeligheden fastholdes jo
dog Mennesket lige saa sikkert paa Grund af Tyngdeloven, som
Søanemonen fæstes til sin Bund. Vi sidder som paa en Stilk og
kan kun strække os nogle faa Mil fra Stedet. Vi lever i Dybden
af et Lufthav, ligesom Dybhavsdyrene lever paa Havbunden. Lige-
som de kan vi kravle lidt op fra Afgrunden eller lejlighedsvis kan
vi med Fare slige op i en Ballon. Men den ydersle Udstrækning
for vor vertikale Grænse er ikke nogen større Afstand end den, vi
kan vandre i Løbet af et Par Timer langs Jordens Overflade«.