Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

98 ogsaa ved dem Iagttagelser, som har praktisk Vigtighed for Fiske- rierne, og der vil utvivlsomt, efterhaanden som Arbejdsmanden fæst- nes, kunne indvindes mangen Oplysning ved deres Hjælp. Den danske, biologiske Station er en flytbar Station, som kan bringes til de Egne af Farvandene, hvor der menes at være sær- lige Forhold, hvis Undersøgelse er ønskelig. I Norge har man og- saa el Par Stationer, men faste, saasom ved Drøbak, Bergen og Trondhjem, foruden et Laboratorium i Bergen og Statens til Fiskeri- undersøgelse udrustede Dampskib »Michael Sars«. Det kan ikke vare længe, inden de Heste tilgængelige Hav- strækninger vil være saa nogenlunde gennemsøgte fra Overflade til Bund. Det samme gælder for det faste Lands Strækninger, som dog i del Hele og Store er kendte. De hvide Pletter paa Kaartene: Fastlandenes lukkede Indre, Havets hemmelighedsfulde Dybder svinder, aabnes og daglægges Aar lor Aar. Ser man saa tillige hen til den Lethed og Hurtighed, hvormed Mennesket nu kan færdes paa Jorden, fæstnes stærkere og stærkere Nyfølelsen af vor Klodes Lidenhed; »den vide, vide Verden« kan efter al have været Verdens Midtpunkt, i hvis Tjeneste Sol, Maane og alle Stjær- ner stod, nu omfares i et Par Maaneder uden synderlig Vanskelig- hed, og Mennesketale bruger nu kun faa Timer for at lyde over alle Verdensdele. Dette Indtryk af Jordens Lidenhed fremdrog allerede Prof. H. Moseley i de Iagttagelser, han efter at have deltaget i »Challenger Togtet« udgav som Medlem af dets videnskabelige Stab. Dette Indtryk har allerede været saa stærkt for omtrent treti Aar siden, at Moseley i sin underholdende Bog desuden stiller det sammen med Følelsen af, hvor stedbundne vi Mennesker er. »Vi er vænnede til at opfatte visse Dyr«, skriver han, »som fast- siddende og stedfæstede og til over for dem stærkt at fremhæve de Dyrs Vilkaar, som kan Hytte sig. I Virkeligheden fastholdes jo dog Mennesket lige saa sikkert paa Grund af Tyngdeloven, som Søanemonen fæstes til sin Bund. Vi sidder som paa en Stilk og kan kun strække os nogle faa Mil fra Stedet. Vi lever i Dybden af et Lufthav, ligesom Dybhavsdyrene lever paa Havbunden. Lige- som de kan vi kravle lidt op fra Afgrunden eller lejlighedsvis kan vi med Fare slige op i en Ballon. Men den ydersle Udstrækning for vor vertikale Grænse er ikke nogen større Afstand end den, vi kan vandre i Løbet af et Par Timer langs Jordens Overflade«.