Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

130 dygtig. Man regner, at den avledygtige Pilchard har fra 30 000 til 50 000 Æg. Ansjosen er i de i nordiske Have en lige saa sjælden Fisk, som Pilcharden; i danske Farvande har man enkelte Gange faaet den fra Nordkysten af Fyn. Derimod synes Smaaflokke af den ægte Ansjos til Stadighed at optræde i Kristianiafjorden og i den svenske Vestkysts Skærgaard. Det er dog næppe af den Grund, at man kalder den i Norge og Sverige saltede og krydrede Brisling for »Ansjos«. Den ægte Ansjos har sin rette Hjemstavn i Middel- havet, hvor den optræder i talløse Stimer. Men udenfor Middel- havet er den desuden talrigt tilstede langs Portugals, Spaniens, Frankrigs og Hollands Kyster, ligesom den ogsaa er talrig omkring de britiske Øer. Fra Brisling og Ungsild kender man let nok den indtil 7—8 Tommer lange Ansjos paa Grund af dens Ansigtsform, ti en blød Snude trækker sig et godt Stykke ud foran Underkæben. I dens Udvikling ligner Ansjosen Brisling og Pilchard; den er sommer- avlende som disse. I Zuider-Søen er Ansjosen hjemmevant og liai en saa væsentlig Avleplads, at det endog synes, som om den endda fra sydligere liggende og fra engelske Kyster drager derhen for at avle; man mener, fordi Zuider-Søens varme Vand er den nødven- dig i Avletiden. Det er dog jkke hvert Aar, at Ansjosen trængel ind i Zuider-Søen, maaske fordi den af og til finder det varmt nok, hvor den har Tilhold og derfor bliver dér for at avle. Æggene klækkes meget hurtigt, og Ansjoslarvens Vækst er ogsaa snart endt, saa at den unge Fisk ikke er synderlig gammel, naar den begyndei at æde. Mærkværdigt nok lever Ansjosen tillige omkring 1 asmanien, hvor den ogsaa er Maalet for et særdeles vigtigt Fiskeri. Af og til træffes i vore Farvande tvende til Sildefamilien hørende Fiske, nemlig Stam silden og Maj fisken, at hvilke den sidste kan være langt større end nogen almindelig Sild; den kan nemlig naa en Længde af indtil halvtredje Fod. Begge kendes de ellers let ved den Række mørke Pletter, som paa den blanke Kropside fra Gællelaagets øvre Hjørne trækker sig hen langs Ryggen. Begge ei de udbredte fra Middelhavet og langs Evropas Vestkyst indtil Hol-