Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

161 mens man ret nøje kendte Yngletiden og Ynglemaaden for andre almindeligere Fiske. Det var Skik hos de græske Digtere, at give Zeus Skylden for alle de Børn, hvis Herkomst var tvivlsom, og derfor plejede de at sige, at Zeus ögsaa var Fader til Aalen. Da Zeus gik af Mode, holdt man sig til alle Slags Fabler: snart op- stod Aalene af Dynd, snart af Dug, snart af Hestehaar, gamle Aaleskind oss. Andre Fiske fik ogsaa Skyld for at avle Aal, og endnu i vor Tid kan man stundom høre vor almindelige Aale- kvabbe blive kaldt Aalekone eller Aalemoder. I Norditalien har man givet Mullen Skylden, ja endog Snogen har ikke undgaaet den Mistanke, at have med den Ting at gøre. I Aarhundreder har man lystigt vrøvlet om Aalens Herkomst. Det var en trælsom Tid for alt Kendskab til Naturen, om der end var en Del brave Granskere imellem de daværende Lærde. Endnu i det 16. Aarhundrede fastholdt Ro ndel et*) og Conrad Ges- ner**), at Aalen opstod af den Slim, som fremkommer, hvor Aal gnider sig imod hverandre. Andre Naturkyndige vilde med al Magt gøre visse Indvoldsorme, som meget almindeligt trælles i Aaleindvolde, til Aaleunger og altsaa gøre Aalen til et levende- fødende Dyr. Uagtet allerede Aristoteles havde rigtigt oplyst dette Forhold, fastholdt i Middelalderen Albertus Magnus dette Syn, og hans Mening blev delt af en ellers saa klart seende Mand som Leeuwenhoek, ja endog Linné holdt paa, at Aalen var levende- fødende. Det hænder da ogsaa endnu den Dag i Dag, at Ukyndige vildledes af Aalens Indvoldsorme, og da man finder lignende Orme i visse Insekter, er det let at fatte, at man ogsaa har kunnet hitte paa, at give en Vandkalv den Fortjeneste at avle Aaleyngel. Men hvorfor opholde sig ved alle disse Enkeltheder? Det er tilstrækkeligt at nævne nogle Vildfarelser for at vise, hvorledes man famlede sig frem. Der kom først ret Alvor i Undersøgelserne af Naturen, da man sidst paa Middelalderen brød med den store Ærbødighed for den gamle Mester Aristoteles. Blandt andre Spørgsmaal kastede man sig især over Aalens Avlemaade, og man har Afhandlinger herom af Tidens mest fremstaaende Mænd. Man kunde dog i lang Tid ikke naa ud over den Opfattelse, at der fandtes unge Aal i de store. Først i det 17. Aarhundrede drister Franz Red i og G hr. F r. *) Læge i Montpellier. **) fra Zurich; kaldet den tyske Plinius (1516 — 1565).