Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

7 Fredsommelighed. Det er imidlertid sandsynligt, at de skarpe Hudtorne tillige er et godt Værn, naar Fisken opholder sig nede i Vandet. Nogle Pindsvinefiske kan i hvert Tilfælde rejse de omkring Hovedet siddende Pigge ved Hjælp af egne Hudmuskler og muligvis fylder de sig alle med Vand i Stedet for med Luft, naar de vil værge sig under Vandet, og rejser derved ogsaa Børster. Atter et godt Eksempel paa, at et Vaaben kan bruges paa mere end én Maade, naar det gælder. Den Pindsvinefisk, vort Billede viser, er ingenlunde noget lille Dyr, ti den kan blive en Alen lang. Andre er dog langt mindre, ikke større end en Appelsin, naar de er oppustede. Undertiden strander ved vore Kyster M a anef i sken eller »det svømmende Hoved«, en af det aabne Havs mærkeligste Fiske. Fig. 3. En Pindsvinefisk. Man skulde ikke tænke sig, at en Fisk med en saa klodset Form skulde kunne bjærge sig i aabent Hav; men fra Sydkysten af Eng- land og Ireland og helt ned i Atlanterhavet træffer man den endog i Flokke, naar det er stille Vejrlig, solende sig i Vandskorpen. Den ivrige Havgransker Fyrst Albert af Monaco traf i September 1886 Stimer i Mundingen af Kanalen (la Manche) og talrige af dem traf han imellem Azorerne og Europa. En af disse Fiske, som han lod harpunere, vejede 570 Pund. Da Fiskens Hud og Kød er sejt, hænder det af og til, dersom man ikke rammer Fiskens Side, at Harpunen ikke trænger ind, om ogsaa man kun er faa Alen fjær- net fra Dyret. Saa snart det store Dyr, som opholdt sig nær et Vrag, havde Harpunen i sig, stræbte det med saa stor Kraft at gaa til Bunds, at man maatte bruge al Magt for at hindre Baaden i at følge med, og man opnaaede kun dette ved at fæste Harpunlinen