Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

168 minder endnu om disse, f. Eks. ved Kroppens Gennemsigtighed. Blodet er svagt farvet, Galden er allerede grønlig og Dyret er ved at faa Farve; Tænderne er meget smaa, og i Tarmen er der ingen Rester af nogen Slags Føde. Kort at mælde, man har i dette Dyr Formen for Larvelivets Afslutning. Det næste Trin er Montée- eller Farings-Formen, under hvilket en stor Del af de unge Aal trækker til Kystvandene og en Del af dem endog op i Vandløb og Søer, altsaa i Ferskvand. Det er ikke nødvendigt, at dvæle ved Aalefaringens Træk; dersom man ser nøjere efter, vil man kunne iagttage det i næsten alle vore Vandløb. Tidligst paa Aaret, omtrent fra April—Maj, stundom lidt senere, træffer man Yngelen ved Kysten, og efter- haanden vil man saa kunne følge den op i Aaløbene, indtil den forsvinder i Søer, Moser, Grøfter osv. Aaleyngelen vinder altid frem, om den end nok saa meget aftager i Tal paa Vejen, enten ved at blive ædt af andre Dyr eller ved at ødelægges under dens ihærdige Gaaenpaa. I de sydligere Egne af Evropa indtræffer Aaleyngelens Opgang tidligere end i Nordevropa. Ved Comacchio (Poflodens Delta) kommer Montéen allerede op i Februar—April; i Frankrig falder Trækket i Marts og April, i Tyskland i Maj og Juni. Men det kan falde noget tidligere paa de enkelte Pladser og i de en- kelte Aar. Saa snart Aalen nærmer sig den Udvikling, at den kan formere sig, hvilket viser sig derved, at den fra at være »gul Aal« bliver »Blankaal«, er den Tid kommen, da den indlader sig paa atter at søge til Havet, hvorfra den som spæd Unge drog op. Den har da, som alle Fiske lige forinden Avletiden, megen Fedme, den har faaet eller faar friskere Farver og Metalskær langs Siderne, hvilket hos os Th. Leth tidligst og Dr. Joh. Petersen senere nærmere har paa- vist, og den kærer sig da ikke længer om at jage. Den forsmaar for det meste Fiskerens Lokkemad og er kun optagen af at følge Strøm- men ud efter Havet. Dette kender Fiskeren saa vel, at han stiller sine Redskaber derefter. Til Vandringen vælger Aalen helst mørke Nætter, og talrigst skrider den hen paa Sommeren og Efteraaret. Undertiden skrider Aalen i større eller mindre Klynger, den »knip- per sig«, siger Fiskerne, og Følgen heraf bliver, at der til Tider kan komme en Masse Aal paa én Gang i Fangeredskaberne. Mange Møllere og Rusefiskere vil kende dette Forhold og have erfaret, at