Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

182 det skandinaviske Naturforskermøde i Stockholm et Foredrag, i hvilket han udtalte, at han hidtil havde holdt med de Naturforskere, der tog Hvalernes Sprøjt for at være Luft, svanger med Vand- dampe, der i Kulden tættedes og fik Dampform. Men han tilføjede, at der for at drage denne Slutning med Sikkerhed manglede ham to væsentlige Oplysninger, dels hvor vidt Aandedragsvejene hos de store Bardehvaler var byggede aldeles som hos Delfinerne, der ikke har Sprøjt, og dels om disse Sprøjt kun bliver synlige i den kolde Luft. Men ved at anatomere Aandevejene hos liere Rørhvaler overtydede Eschricht sig om, at en egen Sæk, som disse Dyr har for paa Struben og som allerede var eftervist af en tidligere Under- søger, virkelig ved særdeles stærke Muskler danner et udmærket Redskab til at udstøde en Vædske med overordentlig Kraft, og at denne Vædske, paa Grund af Sækkens Leje, netop maa stødes lige ind i Blæserøret, altsaa ud fra de saakaldte Sprøjtehuller. Nu er det vel afgjont, siger Eschricht, at disse samme Veje tjener til Gennemgang for den ud- og indaandede Luft, og at denne Sæk muligvis blot kunde tjene til en ret kraftig Udaanding; men det var ham paafaldende, at den netop kun findes hos Hvaler, der synes at udstøde Vandstraaler, nemlig Bardehvalerne, medens den mangler hos Delfinerne, hos hvilke dette ikke er Tilfældet. For at blive sikker henvendte Eschricht sig om Oplysninger til Prof. S unde wall angaaende den Varmegrad, hvorved Sprøjtet var syn- ligt, og den nævnte svenske Naturkyndige erklærede da, at Sprøjtet viser sig i fuld Højde ved 25° og derover. Eschricht regnede Varmegraden i Hvallungen til omtrent 40°, eller et Par Grader højere end i Menneskets Lunge, og han mente, at saa maatte den udaandede Luft være overordentlig svanger med Vanddampe, der- som disse skulde kunne fortættes i Draabeform ved 25°. Desuden maatte den Udaandingskraft være end mere overordentlig stærk, der skulde kunne støde denne dampmættede Luft mange Favne op i Luften, ti saa højt kunde man mene, at Sprøjtet naar. Eschricht tilføjede, at dersom der finder en. Vandsprøjtning Sted, da sker den vistnok derved, at Dyrene opfanger Vandet fra Mundhulen gennem Strubehovedet ind i Sprøjtesækken og derfra støder det i Vejret, »maaske ene og alene for at holde de lange Næsegange ret fugtige og derved beskytte dem for den indaandede, tørre Luft«. Samtlige Hvaldyr kan henføres under to store Grupper, nemlig Tandhvaler og Bardehvaler, hvilke sidste i Stedet for Tænder har de saakaldle Barder, d. v. s. trekantede, tværstillede Hornpla-