Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

181 Skyen svævede endnu i Luften, da under den Hvalryggen dukkede frem over Vandet (Fig. 104). Derpaa krummede Hvalens Ryg sig frem efter, saa at man kunde se Rygfinnen, og saa for- svandt Hvalen, uden at man fik Halefinnen at se. Prof. Henking opfatter Foreteelsen saaledes: Hvalen svømmede i skraa Retning op mod Havbrynet. Saa snart Blæsehullerne naaede Vandskorpen, nyste Hvalen den udnyttede Luft fra sig. Derpaa maatte Indaan- dingen følge med stor Hast, ti lian saa ikke, at Hovedet synderligt hævedes over Vandet. Først da Hvalen paany dukkede sig, kom større Dele af Ryggen med Rygfinnen op over Vandet. Det saa ud, som Hvalen havde krummet Kroppen ved at skyde Ryg. Pustets Sky, som bøjede sig bagud, svævede kun kort Tid over Hvalens Ryg, før den som en Aande opløstes i Luften. Spørgsmaalet om Hvalens Pust har altid interesseret Naturkyndige og Lægfolk. Den ældre Opfattelse var for, at Hvalerne sprøjtede Vand fra sig gennem Blæsehullerne; men det er sandsynligt, at dette Vand skyldes Damp fra den udaandede Fig. 104. Hvalpustet sluttet. Luft, som i meget kold Luft fortættes og maaske ogsaa er iblandet Havvand, som rives med i Vejret, naar Pustet sker. Delfiners Pust viser ingen Dampsky, men de har da heller ikke saa store Luft- masser at udaande som de vældige Bardehvaler; derimod er Kaske- lottens Pust synligt. Spørgsmaalet om Hvalernes, d. v. s. de store Bardehvalers Pust har praktisk Værd, fordi Hvalfangeren, som opsøger de store Dyr, derved bedst opdager Hvalerne og kan følge dem. Det vilde næsten være umuligt uden Sprøjtet at kunne drive regelret Hvalfangst. Men uagtet Opmærksomheden saa længe har været rettet paa dette Punkt i Hvalernes Biologi, kan man ikke sige, at det er endelig afgjort, om der dog ikke med Pustet slynges en Del Vand i Vejret. Man kan ellers ikke ret fatte, hvorledes det da kan være, at Sprøj- tet kan ses, om ogsaa Luftens Varmegrad er høj. Vor i sin Tid dygtigste Hvalkender, Prof. Eschricht holdt allerede i 1842 ved