Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

180 krævede man noget Nyt af samme Grund, hvorfor det siges, at George den Anden, som levede i en Forfinelsens Tid, tilsidst fore- trak raadne og ildelugtende Østers fremfor friske. Nu til Dags er det altsaa saa godt som alene det i Hvalerne opsamlede Fedt, Oljen eller Trannen, som lokker til at udruste Far- tøjer for at jage disse Dyr, skønt ogsaa Kød og Knokler giver et indbringende Biprodukt som Kunstgødning. De arktiske Have er de Egne, hvor det bedste Hvalfangeri dri- ves. I disse Vande udvikler nemlig de store Havpattedyr sig kraftigst, fordi de i dem linder den mest passende Føde. Men det er ogsaa de kolde Have, som gør det nødvendigt for de store, varmblodede Dyr at de værnes mod Kulden derved, at der under Huden lægger sig omkring deres Krop et tykt Lag Spæk, som kan holde Kulden ude. Det er unødvendigt nærmere at skildre Hval- formen; den er saa ejen- dommelig fiskelignende, at den næppe er ukendt for Nogen. Derimod vil vi nærmere skrive om det Fig. 103. Hvalpustet. saa omstridte Spørgsmaal: sprøjter Hvalerne Vand eller Vanddamp fra Næseboerne (Sprøjtehullet), naar de hæver sig til Vandbrynet for at slippe den indaandede og udnyttede Luft, inden de paany trækker Vejret? Den nyeste Iagttagelse af Hvalpustet skyldes Prof. Henking, som i Sommeren 1900 havde Lejlighed til under heldige Vilkaar at være i Nærheden af nogle Hvaler i en Afstand fra den norske Kyst af omtrent 30 Kvartmil. Vandets Varmegrad var da i Hav- brynet 6,2 0 C. og Luftens 7 0 C. Havet var paa Grund af Vindstille spejlblankt og bølgede kun i høj, oceanisk Dønning. Om Aftenen omtrent ved Nitiden kom nogle større Hvaler til Syne i Nærheden af Fartøjet. Man kunde derfor særdeles godt iagttage Pustet. Det var næppe muligt, at se noget af Hvalens Krop, da pludseligt, som skudt ud i Luften, Pustets »Røgsky« steg i Vejret. Skyens øvre Del var stærkt fortættet, medens den nedentil samlede sig i en tynd Spids (Fig. 103).