Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

Forfatter: Arthur Feddersen

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 394

UDK: 55146

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 436 Forrige Næste
179 Lysthavende Kødet fra de afspækkede Hvaler, og mange Steder er en strandet Hval en Himmerigsmundfuld; saaledes bliver Hvalbug, som en Slags Sylte under Navn af Rengi, en Herreret i Island. I fordums Tider var man ikke saa nøjeregnende som nu, og Mængden af Føde havde større Værd, end Kvaliteten. Derfor var det ogsaa en Forret for Kongerne, at Stør og al Slags Hval, som strandede tilhørte Kongen. Han havde Ret til den hele Stør, mens Finderen fik sin Del af den strandede Hval. Det hedder f. Eks. herom i Andreas Sunesons skaanske Lov, at af Hvalen maa den, som først kommer til, tage sig saa meget, hans Skuldre kan bære, hvis han er gaaende; er han til Hest, maa han tage saa meget, Hesten kan bære; er han agende, saa meget, som hans Vogn kan bære, og er det en Skipper, som kommer med sit Skib, maa han tage saa meget, som et seksaaret Skib kan føre. Men hvad der har tildraget sig, skal han meddele Kongens Foged, om han vil undgaa en Bøde. Det var dog ikke alene i Skandinavien, at Hvalkød var god Føde, og at strandet Hval blev forbeholdt Kongen. Den engelske Konge, Henrik den Tredje, paabød saaledes 1264, al der skulde indkøbes Hvalkød til hans kongelige Bord, og Edward den Tredje skænkede tre fattige Sømænd tyve Shilling, fordi de havde fundet en Hval nær London Bridge. Normannerne tillavede Hvalkød paa mange Maader; undertiden ristede de det og bragte det ind i Mad- salen paa Spiddet; men bedst syntes de om Hvalkødet i Grønærte- suppe. Hvaltungen og Halen var særlige Lækkerbidskener, og fremfor alt andet Hvalkød priste Normannerne Marsvinets. Mar- svinekød var Taffelmad, og et godt Marsvin var en Gave, hvorved man indyndede sig hos fornemme Folk. Da Henrik den Syvende blev kronet, var »ristet Marsvin« imellem Retterne, og det hedder hos en af Tidens Forfattere, at Kongen øjensynlig holdt af denne Ret; ti den blev ogsaa ombudl ved St. George-Festen. Kokkene ikke alene ristede og kogte Marsvinekødet, men brugte det ogsaa indbagt i Postej. En lærd Mesterkok fra hin Tid giver en For- skrift til en lækker Marsvine-Budding: Hvedemel opblødes i Mælk, hvori man har kogt finhakkede Mandler, og i denne Dejg, som far- vedes med Safran, blev Marsvinekødet anbragt. Endnu i Dronning Elisabets Tid var Mars vinekød at finde ved Hove, men derefter er det efterhaanden blevet ringeagtet. Tidligere tog man alt Ædeligt med; »alt, som kom i Garnet, var Fisk«, og jo stærkere lugtende Kødet var, jo større var Nydelsen; forvænnet ved lækre Sager,