Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

Forfatter: Arthur Feddersen

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 394

UDK: 55146

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 436 Forrige Næste
189 Luft; thi han har, frem for andre Fiske, en Lunge som udkræ- ver det«. Nu for Tiden indser man, at Hvalen næppe, har saa stor Ind- flydelse, om den overhovedet bar nogen, og især paa Finmarkens Loddefiskeri. Allerede Prof. O. Sars har benægtet Forholdet, og ved Fiskerikongressen i Bergen 1898 udtalte den sagkyndige Fiskeri- inspektør G. Sørensen, »at man vistnok ikke har hørt Tale om, at Hvalfangst skulde være skadelig for Torskefiskerierne før nogle Aar efter, at Svend Foyn begyndte Fangst af Hval i Varangerfjord«, og yderligere mindede han om Udtalelsen i en officiel Erklæring, at det var »en Kendsgærning, at eftersom Hvalerne. Aar efter Aar har trukket sig længere og længere til Havs, har Fisken fulgt med, medens Lodden som sædvanlig søger til Land«. Det er dog ogsaa en Kendsgærning, at Hvalerne indfinder sig, hvor de store Fiske- stimer er samlede, og netop Tilstedeværelsen af »Hval« og »Fugl« er, som vi forhen har set, Tegn paa det forestaaende Fiskeri. Imidlertid er hverken BIaahvalen eller en anden af de mest jagede Hvaler nogen Forfølger af Lodden. Sæler træffer man over hele Jordkloden, men de er talrigst paa de høje Bredegraders triste Kyster, nær Polarisens Rand. I de arktiske Egne udgør de, som alle véd, en uundværlig Hjælpekilde for de stakkels Folk, hvis Hjemstavn ligger udsat for Jordens ublideste Vejrlag. Det er for Polarfolkene en Lykke, at Sælerne under de høje Bredegrader er for det meste selskabelige Dyr. Modsat flokker de Arter, som lever paa mellemvarme Bredegrader, sig aldrig synderligt talrigt. I Ækvatorialegne færdes Sælerne mest parvis. Naar Sælerne i Modsætning til Hvalerne er haarklædte, ligger det i, at de saa tit færdes oven over Vandet, og at de ikke trænger til en saa stor Masse Fedt, som Hvalerne har i deres Spæklag. Hvaler har nemlig det ypperligste Værn imod det kolde Vands Indvirkning i Spæklaget; men dette maa ikke opfattes som de Fedtmasser, flere andre Hvirveldyr opsamler i Kroppen og som er et Huld, hvoraf der til Tider kan tæres og som altsaa kan op- bruges. Imidlertid spiller ogsaa Sælernes Fedt, ligesom Fedtgæssenes og Alkenes, en stor Rolle i alle disse Havdyrs Varmeøkonomi. Da Vand er en bedre Varmeleder end den atmosfæriske Luft, optager