Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring
Forfatter: Arthur Feddersen
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 394
UDK: 55146
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
189
Luft; thi han har, frem for andre Fiske, en Lunge som udkræ-
ver det«.
Nu for Tiden indser man, at Hvalen næppe, har saa stor Ind-
flydelse, om den overhovedet bar nogen, og især paa Finmarkens
Loddefiskeri. Allerede Prof. O. Sars har benægtet Forholdet, og
ved Fiskerikongressen i Bergen 1898 udtalte den sagkyndige Fiskeri-
inspektør G. Sørensen, »at man vistnok ikke har hørt Tale om,
at Hvalfangst skulde være skadelig for Torskefiskerierne før nogle
Aar efter, at Svend Foyn begyndte Fangst af Hval i Varangerfjord«,
og yderligere mindede han om Udtalelsen i en officiel Erklæring,
at det var »en Kendsgærning, at eftersom Hvalerne. Aar efter Aar
har trukket sig længere og længere til Havs, har Fisken fulgt med,
medens Lodden som sædvanlig søger til Land«. Det er dog ogsaa
en Kendsgærning, at Hvalerne indfinder sig, hvor de store Fiske-
stimer er samlede, og netop Tilstedeværelsen af »Hval« og »Fugl«
er, som vi forhen har set, Tegn paa det forestaaende Fiskeri.
Imidlertid er hverken BIaahvalen eller en anden af de mest jagede
Hvaler nogen Forfølger af Lodden.
Sæler træffer man over hele Jordkloden, men de er talrigst
paa de høje Bredegraders triste Kyster, nær Polarisens Rand. I de
arktiske Egne udgør de, som alle véd, en uundværlig Hjælpekilde
for de stakkels Folk, hvis Hjemstavn ligger udsat for Jordens
ublideste Vejrlag. Det er for Polarfolkene en Lykke, at Sælerne
under de høje Bredegrader er for det meste selskabelige Dyr.
Modsat flokker de Arter, som lever paa mellemvarme Bredegrader,
sig aldrig synderligt talrigt. I Ækvatorialegne færdes Sælerne mest
parvis.
Naar Sælerne i Modsætning til Hvalerne er haarklædte, ligger
det i, at de saa tit færdes oven over Vandet, og at de ikke
trænger til en saa stor Masse Fedt, som Hvalerne har i deres
Spæklag. Hvaler har nemlig det ypperligste Værn imod det kolde
Vands Indvirkning i Spæklaget; men dette maa ikke opfattes som
de Fedtmasser, flere andre Hvirveldyr opsamler i Kroppen og som
er et Huld, hvoraf der til Tider kan tæres og som altsaa kan op-
bruges. Imidlertid spiller ogsaa Sælernes Fedt, ligesom Fedtgæssenes
og Alkenes, en stor Rolle i alle disse Havdyrs Varmeøkonomi. Da
Vand er en bedre Varmeleder end den atmosfæriske Luft, optager