Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

191 rende Udvikling af hele Kraniet. Disse tvende Gruppers Levesæt er tillige væsentlig ensartet, ligesom ogsaa Lemmernes Bygning. Hvalrosserne er i Sandhed en Slags elefantstore Øresæler, ti Man- gelen af et ydre Øre vejer virkelig ikke synderligt. Samtlige Sældyr er særdeles kløgtige Dyr, hvorfor det ikke er nogen vanskelig Sag at tæmme dem, naar ellers Omstændighederne er til det. I deres fri og utvungne Liv har de i Almindelighed alle stor Samfundsfølelse og megen Omhu for deres Afkom, som de modigt og udholdende værger. Næsten uden Undtagelse er de kødædende, og enten er det Fiske eller Krebsdyr og forskellige Bløddyr, som skaffer dem Ophold og Fedme; men der skal meget til at mætte dem. I Modsætning til Hvalernes Hanner er Hvalros- og Øresælhannerne større end Hundyrene, og dermed passer det godt nok, at disse Sæler er udtalte Polygamister. De Sældyr, som ikke har ydre Øre, er derimod vistnok alle Monogamister, hvilket rime- ligvis ogsaa har til Følge, at der ikke er megen Ulighed i Størrelse imellem Han- og Hundyr. Medens Hvalrosser og Øresæler i Avle- tiden talrigt samles paa visse Pladser og holder sig ret længe i Land, trækker de andre Sæler med Undtagelse af Sø-Elefanterne, sig ikke saa almindeligt tilbage til særlige Avlepladser i Land; de forlader kun med kortere Mellemtid Vandet, og i Polaregnene fødes Ungerne for det meste paa Isen. Man kender nu to Hvalrosarter, nemlig en fra Stillehavets og en fra Atlanterhavets Polaregne. Men man har længe tænkt sig, at der kun var en eneste og altsaa cirkumpolar Hvalros, skønt allerede Penn an 1 for over Hundrede Aar siden havde udpeget de to Arter. Dette har ikke noget at sige for vort Øjemed, at fremhæve nogle af de mærkeligste og vigtigste Nyttedyr; men Forholdet fremhæves, fordi det er saare mærkeligt, at naturlige Vilkaar, som man skulde synes væsentligt er ensartede, alligevel har udskilt tvende Dyreformer og udstyret dem i enkelte Henseender, der næppe bar meget at gøre med Arternes Levesæt. Deres Størrelse er omtrent den samme og kun Hovedets og Tændernes Form er lidt uens. Det er nu sjældent, at Hvalrossen kommer til Nordevropas Kyster; ikke engang til Island. Den største Mængde træffes endnu i Havet omkring Spitzbergen og Novaja Semlja; ved Grønland fanges den hist og her. Heller ikke kommer Hvalrossen længer ind til United States Kyster. Men endnu 1775 var den saa alminde- lig ved St. Lawrence-Bugten og ved flere af de nærliggende Øer, at der aarlig samledes Flokke paa 7000 til 8000 Sikr.; nu er Syd-