Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

192 grænsen ved Amerika omtrent den 65° n. Br. Stille Havets Hval- ros blev først kendt 1648, da en Æventyrer, Kosaken Staduchin fandt dens Tænder i Østasiens arktiske Egne; senere bragte Op- dagerne Steller, Cook og Pallas Efterretninger om den. Nord for Bering-Strædet har man truffet denne Hvalros saa langt, man har kunnet trænge frem for Isen. En fuldvoksen Atlanterhavs-Hvalros er lidt over 12 Fod lang, og dens Vægt regnes da at være omtrent 2250 Pd.; dens Slægtning fra Stille Havet vejer et Par Hundrede Pd. mindre; Huden alene vejer omtrent 250—400 Pd. Hvalrosserne er mere eller mindre selskabelige; dog holder de sig helst sammen i større eller mindre Flokke; sjældent ses de langt til Havs og de er langt fra at være Vandredyr, om de end trækker fra en Foderplads til en anden. Det tiltaler dem, at flokkes paa Isflagerne eller paa Kysten for at sole sig og de ligger da tæt op til hverandre, som man tit ser Svin trykke sig mod hverandre. I Maj og Juni kastes Ungerne, i hvil- ken Tid de Gamle undertiden stadig bliver i Land uden at æde. I Regelen faar Hvalrossen kun én Unge og aldrig flere end to; i ni Maaneder gaar den drægtig. Huggetænderne synes at nytte Dyrene baade som Forsvar og som Hjælp, naar de kryber op paa Is eller Klipper, og til at løsne de Muslinger og Tangrødder, som er deres Føde. En Hvalros brøler saa stærkt, at naar Flokken brøler i Kor, hører man det milefjærnt i den arktiske Isørkens Stilhed. Disse store Dyr er af Naturen fredsommelige og gaar ikke løs paa Nogen, undtagen naar de eller deres Unger overfaldes; saa bliver de rasende og farlige for Hvalrosjægerne, som fristes af deres værdifulde Tænder, Hud og Olje. I Sammenligning med de uformelige Hvalrosser er Evropas Sæler forholdsvis smukt formede Dyr; den almindelige, spæt- tede Sælhund eller Stenkobben og den ringede Sælhund hører endog til de mest yndede Dyr i de zoologiske Haver. Der- imod er en tredje, f. Eks. ved den danske Kyst endnu almindeligere Sælhund, nemlig Graasælen, mindre tiltalende i Ydre. Den faar man for Resten sjældnere at se. Men den spættede Sælhund er det ikke ualmindeligt at finde Lejlighed til at iagttage, enten naar den soler sig paa en Sten eller naar den træffes svømmende og jævnlig dukker op, idet den spejder omkring sig med de store, blide