Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring
Forfatter: Arthur Feddersen
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 394
UDK: 55146
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
192
grænsen ved Amerika omtrent den 65° n. Br. Stille Havets Hval-
ros blev først kendt 1648, da en Æventyrer, Kosaken Staduchin
fandt dens Tænder i Østasiens arktiske Egne; senere bragte Op-
dagerne Steller, Cook og Pallas Efterretninger om den. Nord for
Bering-Strædet har man truffet denne Hvalros saa langt, man har
kunnet trænge frem for Isen.
En fuldvoksen Atlanterhavs-Hvalros er lidt over 12 Fod lang,
og dens Vægt regnes da at være omtrent 2250 Pd.; dens Slægtning
fra Stille Havet vejer et Par Hundrede Pd. mindre; Huden alene
vejer omtrent 250—400 Pd. Hvalrosserne er mere eller mindre
selskabelige; dog holder de sig helst sammen i større eller mindre
Flokke; sjældent ses de langt til Havs og de er langt fra at være
Vandredyr, om de end trækker fra en Foderplads til en anden.
Det tiltaler dem, at flokkes paa Isflagerne eller paa Kysten for at
sole sig og de ligger da tæt op til hverandre, som man tit ser Svin
trykke sig mod hverandre. I Maj og Juni kastes Ungerne, i hvil-
ken Tid de Gamle undertiden stadig bliver i Land uden at æde. I
Regelen faar Hvalrossen kun én Unge og aldrig flere end to; i ni
Maaneder gaar den drægtig. Huggetænderne synes at nytte Dyrene
baade som Forsvar og som Hjælp, naar de kryber op paa Is eller
Klipper, og til at løsne de Muslinger og Tangrødder, som er deres
Føde. En Hvalros brøler saa stærkt, at naar Flokken brøler i
Kor, hører man det milefjærnt i den arktiske Isørkens Stilhed.
Disse store Dyr er af Naturen fredsommelige og gaar ikke løs paa
Nogen, undtagen naar de eller deres Unger overfaldes; saa bliver
de rasende og farlige for Hvalrosjægerne, som fristes af deres
værdifulde Tænder, Hud og Olje.
I Sammenligning med de uformelige Hvalrosser er Evropas
Sæler forholdsvis smukt formede Dyr; den almindelige, spæt-
tede Sælhund eller Stenkobben og den ringede Sælhund
hører endog til de mest yndede Dyr i de zoologiske Haver. Der-
imod er en tredje, f. Eks. ved den danske Kyst endnu almindeligere
Sælhund, nemlig Graasælen, mindre tiltalende i Ydre. Den faar
man for Resten sjældnere at se. Men den spættede Sælhund er
det ikke ualmindeligt at finde Lejlighed til at iagttage, enten naar
den soler sig paa en Sten eller naar den træffes svømmende og
jævnlig dukker op, idet den spejder omkring sig med de store, blide