Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring
Forfatter: Arthur Feddersen
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 394
UDK: 55146
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
194
Den spættede Sælhund bliver højst omtrent 6 Fod lang og kan
give omkring 100 Polter Tran. Medens den i Egne, hvor Fiske-
fangst staar paa Højden, er et Skadedyr, stiller Sagen sig ander-
ledes, hvor Sælhunden selv indgaar i det daglige Livs Økonomi.
Saaledes i Grønland, hvor dens Kød er, som H. B. Melchior
udtrykker sig, »det behageligste af alle Sælers, ja endog Evropæerne
finder det velsmagende. Spækket gør Grønlænderne ligesaa meget
af, hvorfor og mere af samme fortæres end bruges til Tran, og
Skindet spises hyppigere tilligemed Spækket«. Ved Islands store
Lakseelve i Vaar har nærværende Forf. set Fangst af denne Sæl-
hunds smækfede Unger ved Hjælp af Sættegarn og overværet Af-
spækningen og Slagtningen; det blev særlig fremholdt, hvor lækre
Labberne er, riaar de, efter at Haarene er afsvedne, bliver tillavede
som en Slags Sylte.
Graasælen eller den 1 angsnudedeSælhund naar for Han-
nens Vedkommende en Længde af indtil 9 Fod og er lige bag
Lufferne næsten 8 Fod i Omfang. En fuldvoksen Han vejer over
600 Pund og kan give 200 Pd. Spæk. Hunnen er dog ogsaa et
dygtigt Dyr, hvis Vægt kan opgaa indtil imellem 400 og 500 Pd.
Især i Avgust er Graasælen fedest, men den er da ogsaa vanske-
ligst at komme paa nært Hold. Avletiden tager haardt paa Han-
nerne; de kan da miste indtil henimod halvandet Hundrede Pund i
Vægt. Hannen har det paa den Tid ogsaa strængt, ti den skal ikke
alene kæmpe med sine Kammerater og holde dem fra sin Familie
(indtil 4—5 Hunner), men den skal ogsaa tækkes denne. Hanner-
nes Kampe er meget hidsige; vældige Saar og Ar paa Hals og
Bryst vidner om dem. Avletiden falder fra Januar til Marts i
Østersøen, derimod sidst i September eller først i Oktober i Nord-
søen efter Prof. R. C o Helts Opgivelser; paa Grund af denne
Ulighed har man villet skælne imellem to Afarter, hvad dog næppe
passer. Den nyfødte Graasæl har en ret tæt, laaden Pels; den er
straks livid, men allerede en Ugestid senere udvokser allerede
mørkere Haar paa Snude og Labber. Lidt efter lidt tabes Pelsen
og Haarene udvokser; de kan være af uens Farve hos de enkelte
Ungdyr, snart lyse med større, mørke Pletter eller uensartet mørke-
graa, undertiden helt sorte. De gamle »Dyr«, som Læsøboerne
kalder Graasælen, er ret ensartede i Farve; Hannerne mørkegraa,
Hunnerne lysere og tit plettede.
I omtrent tre Uger bliver Ungerne i Land, nemlig indtil den
hvide Pels er fældet. De gaar altsaa ikke som de unge, spraglede