Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

196 og dels de Hanner, som ikke undflyede. Tit fik man ved dette Overfald aldeles ingen Hanner, fordi disse Dyr ikke saa let kunde dræbes med Kniplerne og fordi de ved Hurtighed, Mod og Bidsk- hed fik Held til at flygte. Af Unger fik man hvert Aar omtrent 40—50. Men denne Fangst gav de fleste Anholtere den Tran, de hele Vinteren om skulde bruge til Lysning. Af de arktiske Egnes almindelige Sæler kan foruden Grøn- landssælen eller Svartsiden, nævnes Remmesælen eller Haverten og Klapmydsen eller Blæresælen, som alle træffes ved Grønland og i det Hele Nord-Ishavet over. Grønlandssælen skifter mere end noget andet Sældyr Farve, efter som den bliver ældre, og derfor har den ogsaa fremfor nogen anden Sæl de fleste grønlandske Navne, hvilket for Resten tillige gælder for Færøerne, hvor ogsaa den forskellige Farve har frem- kaldt mange Navne; det grønlandske Fællesnavn synes at være »Atak«. De gamle Svartsider er hvide med eller uden Pletter og med sort Hoved. Hannen har en slor, sort Halvmaanetegning paa hver Side, som en Sadel, hvorfor den ogsaa faar Navnet »Sadel- Sæl«. Skønt Svartsiden er et cirkumpolart Dyr, skrev Brown- Goode, synes den ikke at trænge saa langt mod Nord, som Remmesælen eller den ringede Sæl. Syd for Newfoundland kommer den ikke i videre Mængde. Men den dræbes i stort Tal om For- aaret ved Newfoundlands Kyster, endog i flere Hundreder af Til- sender. Denne Sæl er, foruden at være el særdeles selskabeligt, et stærkt vandrende Dyr.. Paa dets Vandringer gaar det langs Labra- dorkysten og viser sig regelret to Gange aarlig ved Syd-Grønland. Til Ireland kommer Grønlandssælen jævnligt, og der er nok af den at træffe omkring Jan Mayen og Spitzbergen, samt ved Novaja Semlja, ligesom Pay er nævner dens Overflod ved Franz Josephs Land. Desuden træffes den i Kara-Havet og langs Kysten af Fin- marken, hvor den i Almindelighed ses i Smaaflokke fra Oktober til Februar. Undertiden nærmer store Flokke sig dog ogsaa Norges Nordkyst, faar saa Navnet »Russer-Kobber« og volder megen Æng- stelse for et heldigt Udfald af Fiskeriet, fordi den jager Fisken fra Kysten. Dette var saaledes Tilfældet i Vinteren 1902—1903. Klapmydsen eller Bl ære sælen har, som almindeligt kendt, faaet Navn efter den tykke, men løst liggende Hud ovenpaa Snu- den, som den kan oppuste til en Blære. De unge Hanner har, ligesom Hunnerne, kun en tykkere Hud, hvor senere deres »Blære« udvikles, medens Hunnerne aldrig faar denne Prydelser. Den er