Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

230 Skaftet og Skoen. Naar Harpunen slynges i en Sæl, hvilket sker ved Hjælp af et Kastetræ, løses Harpunspidsen og bliver siddende i Dyrets Krop. Om ogsaa Sælhunden dykker under og trækker Redskab og Flaad under Vandet, kommer det dog snart op paany i Vandbrynet, hvor det indhentes af Jægeren, som saa dræber Sælen med Kølleslag. Stenalderfolkene havde dog ogsaa andre Redskaber end Spyd, Pil og Krog til Fiskefangst. Dr. Sophus Muller nævner i sin ypperlige Bog »Vor Oldtid«, at der fra en sjællandsk Mose er optaget mindre Dele af et Fiskeriset sammen med Sager fra Stenalderen og under saadanne For- hold, at der ikke er Grund til at tvivle om Samtidigheden. Desuden giver og- saa de schweiziske Søfund, især fra Robenhausen og Wangen tilstrækkelige Vidnesbyrd om den primitive Garnknyt- ning (Fig. 141). Maskerne i det her gengivne Næt var omtrent 3/8 Tom. fra Fig. 141. Knude til Knude. Rau mener, og det Fiskegarn fra Pælebygningstiden. er sandsynligt, at han har Ret, at man tidligst kun har brugt Fiskenæt til Vaaddragning og at man næppe har brugt andre Fremgangsmaader. Vi maa paa Grund af de faa Fund af Næt, endda kun af Brudstykker, indskrænke os til den Kendsgærning, at Mennesket paa et meget tidligt Kulturtrin har kendt den Kunst at binde et Fiskegarn. Garnfiskeriet krævede fordum, som nu, Flaad, der kunde holde Garnet oppe i Vandet, og Vægt, som kunde spænde det mod Bun- den. Man har baade Flaad og Sænke fra de ældgamle Bopladser, fra Sø og Mose. Fra Robenhausen har man f. Eks. Flaad, lavet af tyk Fyrrebark, skaaret i firkantede Stykker og gennemboret for at kunne fæstes til Nættets Overkant. Sænke lavede man som den Dag i Dag af Sten, som enten af Naturen havde en passende Form eller som man huggede saaledes, at det kunde bindes holdbart fast til Nættets Underkant eller ogsaa gennemborede man det i samme Hensigt. Naturligvis er det langt almindeligere at træffe Sænkesten fra Oldtiden end Flaad. Men paa den anden Side, har Sænkesten