Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

359 ning. En Alose- eller Stamsild-Art havde en Tid været overordentlig talrig i Øststaternes Floder. Men da den var en meget søgt Han- delsvare, blev der ivrigt fisket efter den, og enten det nu var Over- fiskning, som det skyldtes, eller Forstyrrelser ved Opdæmninger niv. i Floderne eller ukendte Naturvilkaar, saa forsvandt Alosen næsten helt. Man tog da i 1867 under Overvejelse, om man kunde hjælpe ved Hjælp af Klækning under Tilsyn. En Vanskelighed frembød sig imidlertid straks, nemlig den, at Alosens Æg er smaa (2 mm. omtrent i Tværmaal) og langt lettere end Lakseæg; de har nemlig kun omtrent samme Vægtfylde som Vandet. Endelig er den heldigste Varmegrad for deres Klækning 25°; ved en Varme af 5° dør Æggene. Ved 24°—26° klækkes Alosens Æg i 60—70 Timer, og i to til tre har den nysklækkede Fisk opbrugt sin Fosterblære. Endvidere kræver Æggene et meget luftholdigt Vand for at kunne klækkes. Under disse Omstændigheder kunde de for Laksefiskes Æg brugte Klækkekar ikke bruges; alene ved den Vandstrøm, som føres igennem Karrene, vilde Alose-Æggene drive med. Man ind- saa, at man, for at komme de naturlige Vilkaar saa nær som mu- ligt, maatte klække Alosens Æg i selve Flodvandet, nær dettes Overflade og midt i Strømmen. Del skete saa ved Hjælp af sær- egne Klækkekar, som opankredes i Strømmen, hvorved Vandet før- tes ind til Æggene, medens disse tilbageholdtes ved fine Metalvæv. Efter en anden Fremgangsmaade lægges de smaa Æg paa Ram- mers udspændte Metalvæv, og disse Rammer stables den ene over den anden i en Klækkekasse, fra hvis Bund Vand tvinges op igen- nem alle Rammers Æggemasser og afrinder oventil. Hvert af disse Kar, som man for Resten giver forskellig Form, rummer fra 50 000 til 100 000 Æg og det er sjældent, at over 1 pCt. af Æggene ikke klækkes. I Fiskenes Avletid samlede man først paa Natten ved Hjælp af store Vaad de avlemodne Han- og Hunfiske og gik straks i Lav med at tage Mælke og Æg fra dem. Æggene voksede, blev over- gydte med Mælke og derpaa bragte i Klækkekarrene. Fosterets hurtige Udvikling og den korte Tid, som medgaar, inden Foster- blæren er opbrugt, viser, at den spæde Yngel snart efter Klæknin- gen trænger til tjenlig Føde. Den vilde hurtigt omkomme, dersom den blev tilbageholdt i Klækkekarrene. Derfor slipper man den ogsaa ud i det frie Vand, næsten umiddelbart efter at Klækningen er afsluttet. Yngelen holder sig først en Tid midt i Strømmen,