Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

170 IIL Nogle Træk af Lavsvæsenets Historie, brødrene, af hvilke mangfoldige »den ganske Som- mer ej have hatt at bestille«. Den 13. Februar 1715, da Skafottet paa Ny- torv blev nedtaget, var der andet i Vejen, som kan ses af Oldermand Niels Sørensens Klage: »Der alle Svendene vare gjennemgaaede Mønstringen, da takkede jeg dem paa Øvrighedens Vegne og bad dem gaa hver hjem til sit Hus; men det vilde de ikke, men begyndte at bande og skjælde meget ilde paa mig; da løb jeg op til Politikammeret og be- gjærede Assistance, jeg bekom Vagtmesteren . . og da jeg da vilde gjøre Anvisning paa Eskild Nielsen, som jeg vilde have arresteret, da kom der en stor Del af Svendene med deres Øxer i Haan- den, greb mig baade udi Brystet og udi Halsen, rev og sled mig baade for og bag i Armene og i Kjortelen, rev min Paryk af mit Hoved, som blev nedertræden i Rendestenen, og havde en Del af mine Lavsbrødre ikke kommet mig til Hjælp, da havde de ganske trædet mig under Fødderne, saasom en Del af samme Svende var ganske drukken. Anled- ningen til Tumulten var, at Oldermanden havde givet den nævnte Eskild Nielsen et Rap med sin Kjæp. Ved dette sidste Optrin mindes vi om de hyppige Stridigheder imellem Mestrene og Sven- dene. Forholdet var nu et helt andet end i den Tid, da Svendene kun vare faa i Tallet og fik Bo- lig, Kost og Løn hos Mestrene som andet Tyende. 1682 var det tilladt Mestrene at holde saa mange Svende, som de vilde, men kun halvt saa mange Lærlinger som Svende. Og efterhaanden blev Sven- denes Tal overordentlig stort i Forhold til Mestrenes. Fra 1730 til 1782 dalede Mestrenes Tal fra 30 til 22, og af de 22 var der kun 15, som holdt Svende.